Der er noget underligt over den rapport, Fredericia Kommune offentliggjorde i denne uge.
»Fredericia i fremtiden« bærer tre navne på side 3. Christian Herskind, bestyrelsesformand for ADP. Rasmus Ravnholdt Knudsen, Group CFO for Monjasa. Bent Jensen, CEO for T. Hansen Gruppen. Tre kompetente erhvervsprofiler. På side 5 og igen på side 28 står der »Med venlig hilsen Arbejdsgruppen«. Læseren efterlades i ingen tvivl. Det er disse tre, der står bag.
Men det passer ikke.
Da AVISEN gik sagen efter, viste det sig, at sandheden er en anden. De tre har ikke underskrevet rapporten. De har ikke stået på mål for indholdet. De har deltaget i møder, besvaret spørgsmål og præsenteret nogle tanker for politikerne på et seminar på Nymindegab Kro i weekenden. Men den rapport, der nu ligger offentligt på fredericia.dk som punkt 13 på byrådets dagsorden, er ikke deres materiale.
Det er en bemærkelsesværdig konstruktion.
Rapporten er udarbejdet af Fredericia Kommunes direktion med kommunaldirektør Thomas Jaap i spidsen. Det er direktionen, der har tilrettelagt processen. Det er direktionen, der har formuleret problemstillingerne. Og det er direktionen, der har skrevet anbefalingerne. De tre erhvervsprofiler har været inviteret ind som sparringspartnere undervejs, men den tekst, der nu bærer deres navne, har de ikke forfattet.
Det er et problem. For når en rapport af denne type lægges frem for byrådet med tre kendte erhvervsnavne som afsendere, tillægger både politikere og borgere den en vægt, som den måske ikke har dækning for. Anbefalingerne om færre skoler, strammere visitation til ældre, fjernelse af tilskud til hjemmepasning og sænket serviceniveau på voksenområdet får en legitimitet, de kun delvist kan bære. Det er ikke tre erhvervsledere, der har tænkt disse tanker til ende. Det er en direktion, der har gjort det, og derefter bedt tre navne om at lægge ansigt til.
Det er en mærkelig metode.
Heldigvis er anbefalingerne ikke politisk vedtaget. Rapporten er et orienteringspunkt. Den skal udvalgsbehandles, vendes, diskuteres, og tages stilling til i det nye byråd. Men netop derfor er det vigtigt at være vågen nu.
Politikerne bør ikke lade sig imponere af navnene på side 3. De bør spørge, hvad de tre erhvervsprofiler reelt har bidraget med. De bør spørge, hvilke anbefalinger der hviler på deres input, og hvilke der er direktionens egne. De bør spørge, om de tre overhovedet har set den færdige tekst, før den blev offentliggjort. Og de bør spørge Thomas Jaap, hvorfor processen har været tilrettelagt sådan, at fire eksterne stemmer ender med at stå som afsendere på et dokument, de ikke selv har skrevet.
Det er ikke et angreb på Christian Herskind, Rasmus Ravnholdt Knudsen eller Bent Jensen. De har hver især gjort det, de blev bedt om. Det er heller ikke et angreb på Sofie Holme Andersen fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, hvis input åbenlyst har sat aftryk på enkelte passager. Det er en konstatering af, at rapporten som dokument ikke er, hvad den giver sig ud for at være. Jeg tænker heller ikke, at Bent Jensen vil underskrive et dokument, hvor den dækningafgift han selv og Business Fredericia har kæmpet for at få væk, er nævnt så eksplicit som et comeback.
Kommunaldirektøren bør tone rent flag. Han bør fortælle, hvordan arbejdet er forløbet, hvilke møder der har været holdt, hvilke spørgsmål der er blevet stillet, og hvilke svar der er kommet. Han bør også forklare, hvorfor rapporten er underskrevet »Arbejdsgruppen« to steder, når arbejdsgruppen ifølge sig selv ikke har skrevet den.
Og politikerne bør tage det roligt. Der er meget i »Fredericia i fremtiden«, der kan diskuteres. Noget af det er fornuftigt. Noget af det er markant. Noget af det rammer grupper, der i forvejen står svagt. Men ingen af anbefalingerne fortjener at blive behandlet hurtigere eller mere respektfuldt, end grundlaget tilsiger.
Og grundlaget, som det tegner sig lige nu, er ikke det, rapporten selv hævder.





