Ledigheden i Odense Kommune har ikke rykket sig i marts måned. Nye tal fra Danmarks Statistik viser, at 4.465 fuldtidspersoner står uden arbejde, hvilket svarer til 4,2 procent af arbejdsstyrken.
Dermed er ledighedsprocenten uændret fra februar til marts. På landsplan er udviklingen en anden, hvor ledigheden er faldet fra 3,1 til 3,0 procent.
Samtidig peger tallene på en mere bekymrende udvikling, når det gælder arbejdspladser. Det seneste år er der forsvundet næsten 1.000 fuldtidsjob i Odense. Også nationalt er der nu tegn på et mindre fald i antallet af arbejdspladser.
»Det er et helt oplagt budskab til 1. maj, at vi skal kæmpe for at vende den triste udvikling, hvor der forsvinder arbejdspladser i Odense, særligt inden for brancher med mange private arbejdspladser,« siger beskæftigelses- og socialrådmand Søren Windell.
Kommunen har sat gang i en analyse af udviklingen, som senere skal drøftes politisk og med samarbejdspartnere på Fyn.
Ifølge rådmanden kræver udviklingen handling fra flere sider.
»Alle kan være med til at tage et ansvar. Det gælder det valg, man træffer, når man enten bruger byens butikker eller køber tøj og elektronik på internettet. Det gælder virksomhederne, som skal gøre mere brug af den teknologi, som vi er dygtige til at udvikle i Odense. Og det gælder vores byråd og Christiansborg, som skal give kærlighed til alle brancher,« siger Søren Windell.
Der er dog også tegn på bevægelse inden for enkelte grupper. For de 50-59-årige er ledigheden faldet det seneste år, mens den stiger for borgere over 60 år.
Tidligere på ugen blev der afholdt job- og uddannelsesmesse på rådhuset, hvor mere end 200 borgere deltog.
»Jeg mødte en masse stærkt motiverede borgere, som jeg er sikker på, vil være en gave til mange arbejdspladser med deres tålmodighed, livsvisdom og veludviklede pyt-knap. For de 50-59-årige er ledigheden faktisk faldet det seneste år i Odense, mens den for de +60-årige desværre er stigende både her og på landsplan,« siger Søren Windell.
Odense ligger fortsat som nummer seks på listen over kommuner med højest ledighed, og placeringen er uændret de seneste tre måneder.







