På onsdag skal Karsten Byrgesen, løsgænger i Fredericia Byråd, til sættemøde med borgmester Christian Bro som led i de igangværende budgetforhandlinger.

Byrgesen går ind i forhandlingerne med en klar holdning til de foreslåede besparelser og den økonomiske fremtid for Fredericia Kommune.

– Vi har fået præsenteret et oplæg til forhandlingerne, der peger på utrolige og ikke acceptable besparelser på en række kernevelfærdsområder, og med det sagt er det en nødvendighed, at vi som kommune bruger vores midler mest hensigtsmæssigt. Den ramme, vi har til vores service, er fyldt op. Vi kan ikke bruge flere penge, end vi har, siger Karsten Byrgesen.

Byrgesen understreger, at hvis kommunen skal undgå besparelser på essentielle velfærdsområder, må man kigge på andre dele af budgettet. Han fremhæver særligt den store medarbejderstab i kommunen som et potentielt område, hvor der kan findes besparelser.

– Vi skal se, at vores ansættelser i Fredericia Kommune er på det højeste nogensinde. Vi er over 4.500 medarbejdere, og mange af dem får en høj løn, og det skal vi gøre noget ved, siger Byrgesen. Han foreslår, at kommunen begrænser genansættelserne til maksimalt 50 procent af dem, der forlader kommunen i 2025, 2026 og 2027.

Byrgesen peger desuden på behovet for at rekruttere medarbejdere med de rette kompetencer:

– Jeg lægger op til, at vi skal få de rigtige kompetencer. For mig ser det ud til, at vi har ansat folk, der er overkvalificerede i forhold til funktionerne. Derfor har jeg et krav om, at vi skal gennemgå jobbeskrivelserne for at sikre, at medarbejderne leverer på de opgaver, de skal løse, og at deres uddannelse passer til disse opgaver. Jeg synes ikke, man skal ansætte overkvalificerede, hvis man eksempelvis skal bruge en almindelig kontoransat, forklarer Karsten Byrgesen.

Med et skarpt fokus på kernevelfærden, pointerer Byrgesen, at kommunen skal fastholde støtten til de mest sårbare borgere:

– Vi skal fastholde støtten til mennesker, ældre og det, jeg kalder kernevelfærd. Det kan være på Stoppestedet eller på Radio Mælkebøtten. Man efterlader dem med et kæmpe problem, hvis vi vedtager de forslag, siger Byrgesen.

Han udtrykker frustration over budgetforhandlingernes præmisser og den offentlige debat, der har fulgt med:

– Jeg begriber ikke, at man skal diskutere den slags. Nu er det lagt frem i pressen, at vi har et så forfærdeligt budget, og det er forfærdelige beslutninger. Jeg holder hånden under almindelige mennesker, jeg vil ikke lukke skoler og børnehaver, jeg vil sætte familierne højt, og det er ved at give dem en god service, siger løsgængeren.

Karsten Byrgesen går til mødet med borgmester Christian Bro med et klart mål: At sikre, at Fredericia Kommune bruger sine midler fornuftigt, mens den fortsat beskytter de svageste og opretholder en høj standard for borgernes kernevelfærd.