Den 1. juli 2024 trådte nye regler i kraft, som giver køreskoleelever muligheden for at tage kørekort med automatgear og samtidig opnå retten til at køre biler med manuelt gear. Dette sker gennem en ny forsøgsordning, der har til formål at lette overgangen til en fremtid, hvor elbiler og automatgear bliver mere almindelige.

Allan Windeballe, indehaver og kørelærer hos den lokale køreskole, Fredericia Køreskole, har også en holdning til de nye regler. Han mener, at det er positivt, at der nu er flere muligheder for eleverne, men han ser også udfordringer.

Allan Windeballe.

– Jeg synes, det er rigtig fint, at man får lavet nogle muligheder for, at eleverne kan køre manuelt gear, selvom de har taget køreprøven i automatgear. Men jeg synes, man har taget den lidt på halvvejen og ikke hele vejen, siger Allan Windeballe.

Han peger på, at der er nogle områder i de nye regler, som kan skabe problemer for eleverne i fremtiden.

En af de udfordringer, Allan fremhæver, er, at hvis en elev, der har taget kørekort med automatgear og har fået den nye kode 148, senere ønsker at udvide sit kørekort til at omfatte eksempelvis lastbil eller bus, kan eleven miste retten til at køre med manuelt gear.

– Det er håbløst, at man ikke kan beholde den del, hvis man tager en køreprøve til lastbil eller bus i automatgear, udtaler Allan.

Ifølge de nye regler skal eleverne stadig gennemføre manøvrebaneøvelser i en bil med manuelt gear samt have mindst tre kørelektioner på vej i en bil med manuelt gear. Herefter kan resten af køreuddannelsen gennemføres i bil med automatgear. Denne nye ordning introducerer en national kode, kode 148, der giver lov til at køre biler med både automatgear og manuelt gear, selvom køreprøven er bestået i en bil med automatgear. Dog gælder denne kode kun inden for Danmarks grænser.

Allan Windeballe har også oplevet udfordringer med at kommunikere de nye regler til sine elever.

– Jeg synes måske, at det ikke er kommunikeret så godt ud, hvordan reglerne egentlig er. Der var mange, der tolker det på forskellige måder, og det skaber forvirring, forklarer han.

På trods af udfordringerne ser Allan dog et stort potentiale i de nye regler. Han understreger, at fremtiden for transport i høj grad bevæger sig mod elbiler og andre bæredygtige løsninger, og derfor er det afgørende, at køreskoler og køreskoleelever begynder at tilpasse sig denne udvikling.

– Når alt kommer til alt, så synes jeg faktisk, at det er mega fedt. Vi skal i gang med at bevæge os over til elbiler og bæredygtige løsninger, og den nye ordning er et skridt i den rigtige retning, siger Allan og tilføjer, at de nye regler vil hjælpe med at skabe en mere glidende overgang til den fremtid, vi bevæger os hen imod.

Han ser det som en nødvendighed, at både køreskoler og elever forbereder sig på den teknologiske udvikling, som vil ændre bilparken i Danmark. Elbiler, som primært er udstyret med automatgear, bliver mere almindelige, og det er derfor fornuftigt at give eleverne mulighed for at lære at køre i disse typer biler fra starten. Allan påpeger også, at kørelærerbranchen har råbt på denne form for tilpasning i lang tid, og at det nu endelig er ved at blive en realitet.

– Det er vigtigt, at vi ikke står stille, men følger med udviklingen. Og selvom der er udfordringer, er jeg sikker på, at denne ændring vil gavne både eleverne og trafiksikkerheden i det lange løb, afslutter Allan.

Reglerne kort fortalt:

  • Kode 148: En national kode, der giver lov til at køre biler med både automatgear og manuelt gear, selvom køreprøven er bestået i en bil med automatgear. Gælder kun i Danmark.
  • Kode 78: Begrænser førerretten til biler med automatgear. Ønskes kode 78 ophævet, skal der bestås en ny praktisk køreprøve i bil med manuelt gear.