Af Karsten Byrgesen, byrådsmedlem Nye Borgerlige Fredericia

Fredericia kommune bruger i runde tal 300 millioner kroner om året på byggeri- anlægs- og vedligeholdelsesarbejder. Langt størstedelen af de mange millioner går til virksomheder der ikke har hjemsted i Fredericia. Det kan der i det enkelte tilfælde være en god grund til, f.eks. omfattende asfaltarbejder.

Den kommunale forvaltning udbyder som hovedregel de kommunale arbejdsopgaver i store klaser, så interesserede store virksomheder kan byde ind. Men der er noget galt. De udbudte klaser er nemlig ofte så store, at mindre lokale erhvervsdrivende udelukkes fra at få del i det kommunal fællesskabs byggeri- og vedligeholdelsesopgaver.

Derfor er det forståeligt, når mange små og mellemstore Fredericianske virksomheder oplever, at de ikke gives mulighed for at kunne inkluderes.

Mange af disse virksomheder står med en begrænset arbejdsstyrke og en økonomi, der ikke passer godt ind i store millionudbud.

Udbudsområdet bør gentænkes, da den nuværende kurs ”klemmer” mange små og mellemstore virksomheder, hvilket kan føre til, at arbejdspladser og penge forsvinder ud af vores by. Det betyder også et reduceret grundlag for, at lokale virksomheder og håndværksmestre motiveres til at uddanne lærlinge.

Hvis Fredericia som lokalsamfund skal trives og udvikles skal det gamle princip om at købe lokalt genindspilles i udbuds- og indkøbsaftaler.

0 0 stemmer
Article Rating
Følg
Notify of
guest
0 Comments
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer