Middelfart Jazzfestival, der løb af stablen fra den 31. juli til den 3. august 2024, samlede både jazz-entusiaster, byens borgere og turister til et par festlige og uformelle dage med gratis musik på havnen og rundt omkring i byen. Festivalen, som har været en fast tradition i Middelfart i flere årtier, blev igen i år støttet af lokale kræfter, herunder Middelfart Sparekasse.

– I Sparekassen har vi en tradition for at støtte gode lokale initiativer, ofte med mere end bare en pose penge. I forhold til Jazzfestivalen er det en tradition, der har eksisteret i Middelfart i flere årtier. Den samler både jazz-entusiaster, byens borgere og turister til et par festlige og uformelle dage med gratis musik på havnen og rundt omkring i byen. Festivalen er med til at sætte Middelfart på landkortet og skabe en god stemning i byen, og det vil vi gerne bakke op om, siger Kristian Gren, direktør for marketing og forretningsudvikling i Middelfart Sparekasse.

Sidste år stod festivalen over for udfordringer, og her trådte Sparekassen til for at sikre, at traditionen kunne fortsætte. Kristian Gren forklarer:

– Da festivalen sidste år havde det lidt svært, deltog vi sammen med andre gode kræfter i en arbejdsgruppe i fællesskab med Brobygning Middelfart og festivalens bestyrelse. Det var bl.a. her, ideen om at få Blues Brothers tilbage som et trækplaster lørdag aften opstod. Blues Brothers var også på plakaten igen i år og skabte en fantastisk stemning og satte et punktum for festivalen lørdag aften.

Udover den økonomiske støtte har Sparekassen også bidraget med frivilligt arbejde.

– Derudover har vi en energisk afdelingsdirektør i Middelfart, Louise Snitkjer, der gerne engagerer sig lokalt. Derfor var hun også opsat på, at vi gerne ville gi’ en hånd med som frivillige til festivalen. Det betød, at de glade gæster kunne møde vores rådgivere bag baren lørdag eftermiddag, hvor de både fik skænket øl og en lejlighed til at møde vores kunder under meget uformelle rammer, tilføjer Kristian Gren.

Bent Frandsen, formand for Middelfart Jazzfestival, understreger vigtigheden af den lokale opbakning:

– Det er altafgørende for, at det er en jazzfestival, at det lokale erhvervsliv bakker op. Det betyder meget for os, for de frivillige og ikke mindst for det program, vi kan sammensætte, der kan tiltrække koncertgængere, som er med til at skabe rammer for gode oplevelser i Middelfart.

Frandsen roser samarbejdet med Sparekassen:

– Vi har et fantastisk samarbejde med Middelfart Sparekasse, og vi er i fuld gang med at planlægge, hvor Sparekassen kan støde til næste år. Vi er meget taknemmelige for al den støtte, vi har fået i forbindelse med årets jazzfestival.

Middelfart Jazzfestival bød i år på en bred vifte af jazzoplevelser, og da JR Big Band feat. Anders Blichfeldt gik på scenen, var der for alvor tryk på.

– Generelt var det en stor oplevelse at se, hvor mange der støttede op om festivalen i år, slutter Bent Frandsen.