Tirsdag aften åbnede han scoringen mod MT Melsungen i en historisk europæisk sejr. Dagen efter kom anerkendelsen: Mads Kjeldgaard er kåret som Månedens Spiller i marts i Bambuni Herreligaen.
Det er svært at forestille sig et bedre tidspunkt for den kåring. Tirsdag aften leverede Mads Kjeldgaard endnu en markant præstation, da FHK slog tyske MT Melsungen 35-29 i første Play-off-kamp i EHF European League i Fredericia. Kjeldgaard åbnede scoringen, endte med seks mål og bidrog afgørende i defensiven med bolderobringer og offervilje i de situationer, der ellers lignede tabte.
Kampen mod Melsungen var blot den seneste i en række stærke præstationer fra den 29-årige venstre back, der gennem marts har været en af grundspillets bedste spillere. Han leverede i måneden 30 mål med en effektivitet på 68,18 procent og en MEP-score på 24,97, der er ligaens samlede måling af en spillers præstationsniveau.
Kjeldgaard kom til FHK fra tyske Bergischer HC i sommeren 2024 med et solidt bagkatalog. I sin sidste sæson i Bjerringbro-Silkeborg scorede han 200 mål og leverede 117 assists, og i Bundesligaen fortsatte han med at imponere med 102 mål og 90 assists på en enkelt sæson.
I Fredericia er han vokset til at blive en af holdets absolutte nøglespillere, og hans form i sæsonens afsluttende fase har været en væsentlig faktor i, at FHK sikrede sig slutspilspladsen og nu rejser til Kassel med seks måls forspring inden returopgøret mod Melsungen tirsdag den 7. april.








