Der er ikke julestemning i Fredericia Kommune og byrådet. Borgmesteren anklages for at lyve om telefonsamtaler med kollegaerne, alt imens at socialdemokraterne grådigt kaster sig over resterne af poster, mens de forsøger at positionere sig selv til magten fremad. Man ser for alvor, hvorfor den hårde kerne i partiet og byrådsgruppen er fuldstændig ude af trit med virkeligheden.

Jeg gik til valg, dengang jeg ville være politiker, for at samle Fredericia og forynge den politiske kultur. Massevis af taler og møder om, hvordan vi sammen kunne bygge byen op, forny os selv, investere i fællesskabet og erhvervslivet, sikre de syge og ældre, gode skoler og meget mere. Det hørte vi ikke meget om i offentligheden, hvor mine konkurrenter havde travlt med at latterliggøre, nedgøre og håne mig. Tilmed fabrikation af falske beviser, plantede læserbreve om min karakter, anklager mod min virksomhed uden skyggen af bevis, jubelscener, da karaktermordet lykkedes og meget, meget mere. Man kunne tro, at jeg ville være glad for, at det går så dårligt i byrådet. Men det er det modsatte.

Jeg er trist over, at folk vil vælges ind i byrådet, fordi de skal mele deres egen kage. Jeg er skuffet over mennesker, der kender mig godt, men som alligevel for egen vindings skyld deltog i smædekampagner og ondskabsfuldheder. Jeg bærer ikke nag, og jeg er lettet over, at det er et overstået kapitel. Det er her på avisen, at vi kan gøre en forskel. Politik er alt for beskidt. Det ser vi også nu, hvor vi indenfor kort tid må konstatere, at de personlige problemer og relationer er alt for store. Det er dårligt politisk håndværk:

I kan ikke tale jer ud af det.

Fredericia befinder sig i en krise. Mens energipriserne atter truer med at løbe afsted, lukkes byen praktisk talt ned af gravearbejde, hvor flere borgere meddeler, at der end ikke arbejdes, men blot er spærret af. Arrogancen og ligegyldigheden overfor borgernes ve og vel er voldsom. De handelsdrivende er opgivende. De savner initiativ. Det er snart et år siden, at man “til sommer” lovede guld og grønne skove for midtbyen. Fiaskoen er til at føle på.

Hvem, der lyver om hvad, må læserne selv vurdere. Men det er påfaldende, at Enhedslisten sammen med Venstre og Dansk Folkeparti afgiver en vidneberetning i offentligheden om borgmesteren. Samt, at han ikke ønsker at kommentere direkte på det. Enhedslisten er det parti, der som et absolut minimum skal kunne tælles med til socialdemokraternes mandat. Og det kan den hårde kerne ikke længere. De har brændt deres broer, og de har mistet hjernen, Søren Larsen, der langt om længe har kastet håndklædet i ringen.

Foryngelsen er dog kommet ind i den nye konstellation, men spørgsmålet er, om de ufine og upassende metoder, vil kunne holde til et valgår. Vil Fredericia endeligt have fået nok af indspisthed, arrogance og ligegyldighed med befolkningen? Er de mange symbolprojekter endelig klar til at falde? Kultur, der er finansieret via frivillig arbejdskraft, uden overenskomster? For et “arbejderparti”? Det må tiden vise.

Men forløbet de sidste tre måneder er utrolig. Selv de mest troende i partiet må være chokerede over tabet af Steen Wrist og Søren Larsen, nederlaget til en samlet opposition, plus støttepartier, og endeligt deciderede anklager om at borgmesteren ikke taler sandt.

Altsammen er så utroligt, at man tror, det er løgn.

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her