KRIMI. En 26-årig mand fra Fredericia er sigtet for besiddelse af kokain med henblik på salg, efter at politiet tirsdag aften klokken 19.04 fik øje på ham på Fredericia Banegård.

Manden kom cyklende ind på banegården og udviste mistænkelig adfærd. Han virkede ikke interesseret i at møde politiet, men en patrulje rettede henvendelse til ham.

Ved en visitation fandt politiet 1,98 gram kokain, en digital vægt og omkring 6.000 kroner i kontanter, som manden erkendte at have tjent ved narkosalg. Han er sigtet for det samlede fund.

Det oplyser politikommisær Hans Hoffensetz fra Sydøstjyllands Politi onsdag morgen.