De mest populære elbiler står overfor mærkbare afgiftsstigninger og vil i gennemsnit blive næsten 30.000 kroner dyrere, viser en ny analyse fra Dansk Industri

– 30.000 kroner pr. nye bil kan være helt afgørende for, om bilkøberne vælger en elbil, siger Thomas Møller Sørensen, branchedirektør i Bilbranchen

Stadig flere bilkøbere vælger at køre grønt, og salgskurven for de rene elbiler har været støt stigende. Men nu truer mørke skyer den grønne omstilling, for med de aftalte afgiftsstigninger i 2026 vil de mest populære elbiler blive ramt af mærkbare afgiftsstigninger, viser en ny analyse fra Bilbranchen i Dansk Industri (DI). Den gennemsnitlige stigning vil således være cirka 30.000 kroner.

– Det vil efter alt at dømme sænke tempoet i den grønne omstilling. Erfaringer fra Norge, Sverige og Tyskland viser, at markedet for elbiler er meget prisfølsomt, og 30.000 kroner pr. nye bil kan være helt afgørende for, om bilkøberne vælger en elbil, siger Thomas Møller Sørensen, branchedirektør i Bilbranchen.

Bilbranchen opfordrer derfor regeringen til hurtigst muligt at demontere den tikkende bombe under salget af elbiler.

– Det er vigtigt, at politikerne forstår, at bilindustrien er en supertanker og ikke en speedbåd. Bilforhandlerne skal løbende melde ind, hvad de forventer at sælge de kommende tre-fire år, så det er vigtigt, at de allerede nu kender rammevilkårene. I bilindustrien er 2026 lige om lidt.

Udviklingen bekymrer også Bilbranchens medlemmer, som er nyvognsforhandlerne i Danmark, viser den nye DI-analyse. Tre ud af fire nyvognsforhandlere mener derfor, at der fortsat fra 2026 vil være behov for at fastholde elbilernes lave afgiftsniveau. Derfor foreslår DI at fastfryse 2023-niveauet for registreringsafgift på elbiler frem til 2030. Det skal finansieres ved et løft i ejerafgiften for alle biltyper.

– Det vil give ro på bilmarkedet og fastholde omstillingen fra fossilbiler til elbiler, lyder det fra Thomas Møller Sørensen.

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her