FC Fredericia skabte flest chancer efter pausen, men måtte nøjes med 0-0 mod Aarhus Fremad. Cheftræner Michael Hansen roser gæsterne for første halvleg, men ærgrer sig over, at hjemmeholdet ikke fik omsat sine muligheder.
FC Fredericia skabte efter pausen chancer nok til at afgøre fredagens kamp mod Aarhus Fremad på Monjasa Park. Alligevel endte opgøret uden mål, og cheftræner Michael Hansen stod tilbage med en blandet fornemmelse efter 0-0-resultatet.
Fredericia havde i perioder svært ved at få greb om kampen før pausen, hvor Aarhus Fremad havde meget af bolden og også ramte stolpen på en kontra. Hjemmeholdet havde selv muligheder, særligt på dødbolde, men manglede kontrol i både det offensive og defensive spil.
»Jeg synes, at de gør det virkelig flot i første halvleg, Aarhus Fremad. Og får på en eller anden måde skabt uro hos os. Uro på en måde, der gjorde, at vi ikke rigtig havde kontrol over kampen. Hverken defensivt eller offensivt, på den måde vi gerne ville,« siger Michael Hansen.
Han oplevede en jævnbyrdig første halvleg med muligheder i begge ender, men også et Fredericia-hold, der blev frustreret over ikke at få spillet til at sidde.
»Chancen i begge ender. Meget lige første halvleg, men med lidt frustreret Fredericia-hold. Frustreret, fordi vi gerne vil så meget, men Aarhus gjorde det virkelig flot.«
Efter pausen fik FC Fredericia imidlertid et langt større greb om kampen. Nemo Thomsen, Emilio Simonsen og Jonatan Lindekilde havde alle store muligheder, mens Daniel Haarbo og Lauritz Dauerhøj også kom frem til afslutninger. Aarhus Fremads målmand Viktor Højbjerg stod dog en stærk kamp og afværgede flere gange, da Fredericia pressede på.
Michael Hansen var også langt mere tilfreds med det, han så i anden halvleg, hvor Fredericia fik sat mere tempo og skabt flere situationer i gæsternes felt.
»Så synes jeg, at anden halvleg får vi den dominans og chance-mæssigt og standard-mæssigt. Får nogle situationer ind i deres felt, som skal være nok til et mål.«
Cheftræneren pegede på, at holdet fik skabt mere flow i spillet og fik sat flere gode løb op. Fredericia kom flere gange frem til afslutninger fra gode positioner, men den afgørende skarphed manglede.
»Mål er bare vigtigt i fodbold. I princippet handler det om at få scoret nogle mål og holde de andre fra det. Og det gør vi ikke i anden halvleg, hvor vi er meget mere tilfredse med den måde, vi gør det på, og jeg synes, at spillerne spiller lidt mere frit. Vi får skabt nogle chancer. Vi har mange gode løb.«
Fredericia var dog også tæt på at miste det ene point til sidst. Aarhus Fremad fik en friløber, men Valdemar Birksø gik hurtigt ned i split og leverede en afgørende redning. Den situation understregede ifølge Hansen, hvor sårbar en kamp kan blive, når et hold ikke selv får scoret på sine muligheder.
»Det ender jo med, at de får en friløber og kan stjæle det hele, men Valdemar tager den. Sådan er det også vigtigt, når man ikke får scoret på de muligheder, man har og kommer foran.«
Startopstillingen bød blandt andet på Anders Dahl i en mere offensiv rolle, mens profiler som Casper Jørgensen og Emilio Simonsen begyndte på bænken. Det var et bevidst valg fra trænerstaben, som havde vurderet, at netop den sammensætning var den bedste til at starte kampen med.
»Det var fordi, vi troede, at det var det bedste. Fodbold er jo både at starte en kamp og spille den, og så slukke den. Og der skal vi bruge de ressourcer, vi har på den bedste måde. Og i dag var det med Anders parti.«
Felix Winther blev taget ud i pausen, men det skyldtes ikke, at han fortsat døjer med den skade, der tidligere har holdt ham ude. Hansen forklarede, at der bliver passet på midtbanespilleren, som allerede fra kampens start var tiltænkt en begrænset rolle.
»Jo, det er han, men vi skal sørge for at opbeholde ham. Og efteråret er, altså vi først lige startede op her i sidste august. Så det er også noget med at sige, at der var nogen, vi gerne ville have inde i pausen, og hvem skulle så ud. Vi vidste nok, at Felix skulle ud på et tidspunkt, også måske ret tidligt inde i anden halvleg, så blev det så pausen i stedet for.«
Resultatet var Fredericias anden uafgjorte hjemmekamp i denne sæson. Mod Vendsyssel blev et stort spillemæssigt overtag ikke omsat til en sejr, og mod Aarhus Fremad blev billedet igen, at Fredericia havde de fleste og største chancer uden at få udbytte af dem.
Det er naturligvis frustrerende, erkender Michael Hansen, men han ser samtidig også en præstation med flere positive elementer. Når trænerstaben efterfølgende ser på kampens data, er det fortsat Fredericia, der har haft de fleste og største muligheder og har domineret i de afgørende områder.
»Jeg ser jo igen indkampen, når jeg kigger på dataen, at det er os, der har de fleste og største chancer at dominere de sidste 30 meter af banen, både den ene og den anden ende. Men jeg synes også, at Aarhus Fremad gjorde det virkelig godt i dag.«
Gæsterne stod kompakt og gjorde det svært for Fredericia at finde plads, særligt i første halvleg. Hansen fremhævede Aarhus Fremads evne til at forsvare sig med bolden og holde Fredericia fra at få organiseret sit pres og sit spil, som hjemmeholdet ønskede.
I den sidste halve time så han dog et Fredericia-hold, der bedre kunne holde tempoet oppe og skabe de ekstra meter, der åbner et forsvar.
»Hvis man skal være lidt grov mod os selv, så er det lige den sidste halve time, hvor vi synes, at vi kan holde tempoet lidt bedre op. Og der lige bliver to meter mere, og pladsen, der synes jeg, at vi gør det godt.«
Han afviser ikke, at modstandernes kompakte defensive organisation har været en udfordring i de to seneste hjemmekampe. Men løsningen er ifølge ham ikke først og fremmest at ændre alt i udtrykket. FC Fredericia kom frem til flere relativt frie afslutninger mod Aarhus Fremads målmand, og derfra handler det om at være skarp nok.
»Vi kan jo ikke forvente meget mere, end at spillerne giver, hvad de har, og mønstrene ligesom sidder der. Tre-fire, måske endda fem forholdsvis fri skud på deres nulmand. Og så skal man være dygtig nok til at score.«
FC Fredericia skal nu forsøge at få mere ud af chancerne, når holdet onsdag tager imod OB i pokalturneringen på Monjasa Park.





