Det er en rolig forårsdag på Vejlevej i Fredericia. I butikken BT Gulve har Michael Kristensen inviteret os indenfor for en sidste kop kaffe. Efter 40 år i gulvbranchen, takker han af pr. 1. juni. Han løfter lidt af sløret for, hvad fremtiden bringer, men før han tager en endegyldig beslutning om arbejdslivet, venter en sommerferie.

Michael Kristensen sidder klar på pinden på Vejlevej. Tiden er kommet til at fortælle om, at han snart takker af i virksomheden.

– Min kollega holdt for to år siden, og vi vidste den dag vi er over 63 år skal man ud. Jan blev syg og måtte holde, og jeg fik selv konstateret hjertesvigt for et år siden. Det kombineret med, at jeg skal rydde op i mit liv. Jeg har haft et år, hvor jeg kunne forberede mig på at lede dem, der skulle overtage, gøre sig klar. Jeg har ikke blandet mig i firmaet, fortæller Michael.

Beslutningen om at trække sig tilbage har også givet ham tid til at reflektere over sit liv og karriere.

– I fredags havde jeg generalforsamling i gulvbranchen, hvor jeg takkede af på Kongebrogården. Jeg blev æresmedlem i gulvbranchen. Det var en overraskelse for mig. Jeg blev taget på bagbenene og fældede en tåre, og blev mundlam. De gav mig den for 30 års indsats, siger Michael med en tydelig stolthed i stemmen.

Men for Michael handler det ikke kun om anerkendelsen.

– Det er først og fremmest fordi jeg kan lide det. Jeg har været priviligeret med, at jeg har fået tid til det. Jeg har også været heldig og kunne lide det, og det sjove er, at tingene har udviklet sig hele tiden. Det at det bliver værdsat på den her måde er jeg stolt af, fortæller han.

Efter en travl karriere, ser Michael frem til en velfortjent pause.

– Jeg skal holde ferie i juni, juli og august. Jeg skal lave teater i Erritsø Dilettant, og skal fortsætte med Frederik den III Laug, hvor vi kårer årets fredericianer. Jeg har sagt til mange, der har tilbudt mig job, at jeg har ferie og først vender tilbage i slutningen af august, fortæller han. Men selvom han glæder sig til ‘jeg-tid’, har han stadig ambitioner om at bidrage til samfundet.

– Jeg tror det skal være en kombination af unge mennesker og bestyrelsesarbejde af en slags. Der ligger flere tilbud som jeg går og kigger på.

En af hans passioner er dart, og det vil der blive mere tid til nu.

– Det er en sport uanset om man er 10, 12 eller 60. Vi har lavet den der hedder de 4 d’er,. Dart, dinner, dialog og derby. Vi pusler med hyggedart i Bøgeskovhallen og håber folk i alle aldre vil kunne se det, deler han entusiastisk.

For Michael er det også vigtigt at støtte de unge og hjælpe dem med at navigere i en verden fuld af muligheder og krav.

– Jeg forstår man bliver skør i kuglen over det man må og bliver bange for forventningerne. De beskyttes meget også. Der er meget store krav. Hvis man kan lade de unge få lov at lege og lære dem grænserne at kende. Det med at have arbejde og tjene penge er ikke en selvfølge. Man skal forstå at komme på arbejde hver dag, og man er også vigtig for arbejdspladsen selvom man ‘bare’ er lærling, forklarer Michael Kristensen.

Michael mener, at det at se en ung person modtage sit svendebrev og senere blive selvstændig, er en af de bedste dele af hans karriere.

– Jeg vil hellere man bliver kartoffelsælger, end man bliver pacet frem af forældrene, siger han.

Selvom han trækker sig tilbage, er han klar over, at hans navn stadig vil være knyttet til BT Gulve.

– Det kan jeg ikke løbe fra. Michael BT løber jeg ikke fra. Jeg ved, at der går nogen år og så er det Michael igen. Mange forbinder BT med mig, men det er egentlig Benny Thomhav. Så det er ret sjovt, siger han med et smil.

Som en sidste tanke delte Michael et råd til unge mennesker, der overvejer at træde ind i erhvervslivet eller foreningsarbejde.

– Igennem tiden har det været vigtigt, at jeg har lavet mit eget ordsprog med netværk og letværk. Jeg har været med i mange netværk. Mit råd til nye unge, forretningsfolk er at få netværk. Det kan være Rotary, Round Table, sportsklubber, men man skal komme ud og lære mennesker at kende, siger Kristensen

Michael Kristensens karriere har haft mange facetter, men hans kærlighed til sit arbejde og hans dedikation til at udvikle gulvbranchen har haft stor indflydelse på hans liv og karriere. Selvom han nu trækker sig tilbage, er det klart, at han vil fortsætte med at påvirke og inspirere andre gennem sit arbejde i forskellige foreninger og sin passion for dart.

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her