I dag blev Michael Kviums portræt af Jørgen Reenberg offentliggjort ved balkonfoyeren på Gamle Scene, hvor publikum for eftertiden kan opleve maleriet. Dobbeltportrættet af Reenberg som privatperson og i rollen som Shylock i Shakespeares Købmanden i Venedig føjer sig dermed til Det Kongelige Teaters permanente kunstsamling.

Siden Jørgen Reenberg debuterede på Det Kongelige Teater i 1947, var han i mere end 60 år tilknyttet Det Kongelige Teater som en af sin generations største karakterskuespillere. Han har haft ikoniske roller både i ny dramatik og klassikere, blandt andet som Hr. Levin i Indenfor murene og Shylock i Shakespeares Købmanden i Venedig i 1993. Sidstnævnte rolle er nu foreviget i Michael Kviums maleri, som i 2007 blev bestilt af Vita og Kai Schou Hansens Fond og nu hænger permanent i forhuset på Gamle Scene.

Skuespilchef på Det Kongelige Teater, Morten Kirkskov, udtaler:

– Jørgen Reenberg levede og åndede for Det Kongelige Teater, og tilbragte hele sin karriere her, kun med få afstikkere udenfor murene. Anekdoterne om ham er utallige, han er blevet et fænomen med sit kunstneriske virke og sin måde at udfolde det på, ikke mindst på Gamle Scene. Derfor er det helt oplagt, at hans portræt skal hænge i foyeren på Gamle Scene, så eftertiden kan blive mindet om denne mastodont af en kongelig skuespiller.

Blandt kunstnerportrætter på Gamle Scene
Holger Reenberg, søn af Jørgen Reenberg og direktør på HEART, Herning Museum of Contemporary Art, udtaler om portrættet:

– Michael Kvium har skabt et ukonventionelt og spændende dobbeltportræt af min far. Den hjemlige hygge i plastichavestol og pibe overfor den dæmoniske Shylock sætter skarpt på hans enestående evner som forvandlingsskuespiller.

Kviums maleri bliver en del af Det Kongelige Teaters permanente kunstsamling, som publikum kan gå på opdagelse i. På Gamle Scene har Jørgen Reenbergs portræt selskab af blandet andet Bissens statue af Johanne Louise Heiberg, Anne-Marie Carl Nielsens buste af Carl Nielsen og J.F. Willumsens maleri: Skuespiller Johannes Poulsen komponerer sin Henrik VIII. Portrættet af Jørgen Reenberg er en reference til Willumsens kunstnerportræt, som bruger samme dobbeltgreb ved at skildre en kunstner som privatperson og i karakter.

Kviums portræt af Jørgen Reenberg hænger ved balkonfoyeren på Gamle Scene fra i dag d. 3. juni.

Om Jørgen Reenberg

– Født 8. november 1927

– Uddannet på Det Kongelige Teaters elevskole 1946–48

– Debuterede i 1947 på Det Kongelige Teater, hvor han bl.a. har spillet Holberg, Molière, Shakespeare og Ibsen. Reenberg mestrede både de humoristiske og tragiske roller som en af dansk teaters store karakterskuespillere.

– Spillede adskillige roller i radio, tv og film, f.eks. i Tine (1964), Hærværk (1977) og Europa (1991).

– Modtog i 2006 en Reumert for sin rolle som Hr. Levin i Indenfor murene.

– Spillede 60-års jubilæumsforestilling på Det Kongelige Teater i 2008 med Strindbergs Påske

– Døde 10. november 2023