Avisen

Nyheder og indsigt fra Avisen.

← avisen.nu

Middelfart lukker to dæk mere i parkeringshuset på Havnegade

Middelfart lukker to dæk mere i parkeringshuset på Havnegade

POLITIK. Middelfart Kommune lukker endnu to dæk i parkeringshuset på Havnegade. Fremover vil de midterste og øverste dæk være lukket for parkering, mens de reserverede pladser til Middelfart Sparekasse flyttes ned på dæk 1. Borgere og besøgende kan fortsat parkere på dæk 0 ved ladestanderne og på det store parkeringsareal bag parkeringshuset, hvor der fortsat er fri parkering.

Ændringen sker efter nye tekniske undersøgelser af parkeringshuset. Boreprøver og analyser har vist, at den beton, der blev anvendt ved opførelsen, ikke har den rigtige sammensætning. Med parkeringshusets placering ved Lillebælt og påvirkningen fra blandt andet vand, salt og frost gør det dele af konstruktionen mere sårbar og har bidraget til en hurtigere nedbrydning end forventet.

De øverste dæk har allerede været lukket efter de første undersøgelser, og med den nye viden reducerer kommunen nu brugen yderligere for at være på den sikre side. Vurderingen fra kommunens rådgivere er, at parkeringshuset kan være delvist i brug i en overgangsperiode.

Middelfart Kommune forventer derfor, at den nye anvendelse kan fortsætte i nogle år, mens den langsigtede løsning for parkeringshuset og området omkring det afklares. Det skal blandt andet ses i sammenhæng med udviklingsplanerne for Trådværket, det tidligere havneområde bag p-huset, hvor fremtidige parkeringsløsninger og områdets indretning kan tænkes samlet.

Parkeringshuset er lige nu lukket på grund af vedligehold, og ændringerne træder i kraft fredag den 11. september, når arbejdet er slut.

Læs også

Borgmesteren afviser kritikken – »Alle er med til at bidrage«De unge kunstnere får byrådssalens væggePoul Rand om sparerunden: Byrådet sidder og venter på, at forvaltningen finder pengeneBent Jensen efter ny DI-måling – Fredericia har helt særlige kort på hånden