Lørdag gik det igen løs i 3. division, men det var ikke med en særlig stor gensynsglæde til Middelfart Boldklub, der led et nederlag på 2-0 på hjemmebane til Vanløse.

Middelfart har været suværene i denne sæsons 3. division. Inden forårssæsonen havde de kun indkasseret et enkelt nederlag, og det var derfor forventet, at de ville køre videre med samme stil i foråret, men sådan gik det ikke.

I vinterpausen har Middelfart fået tilgang af Jakob Okkels, Oliver Hansen og Valdemar Kwasniak, mens der til gengæld er taget afsked med Anders Hoff, Mads Jørgensen, Mathias Madsen og Mathias Jacobsen. I opstarten har der været positive elementer at spore med blandt andet uafgjort mod FC Fredericia og en sejr mod Esbjergs 2. divisionshold. 

Det var dog ikke til at se mod Vanløse. Skarpheden udeblev offensivt, og de gange, hvor Vanløse kom igennem, så det nemt ud. Første gang var kort tid inde i kampen, da Marco Vinterberg blev spillet fri, og scorede. Det gentog sig efter 18 minutter, da Vinterberg igen fandt vejen til netmaskerne. Begge gange så det let ud for sjællænderne at spille sig igenne Middelfarts defensiv.

Imellemtiden havde Middelfart haft chancen for at udligne. Peter Kristensen på højrekanten havde afdriblet Vanløses back, og smækkede bolden indover, men skarpheden manglede, og det endte med at koste i sidste ende og blive et gennemgående tema i kampen.

Middelfart havde langt det meste af boldbesiddelsen, men de store, åbne chancer udeblev, og derfor var pausestillingen 2-0 til gæsterne.

Vejret spillede et puds flere gange i kampen. Der kom en blanding af sne, hagl og regn, og det kombineret med en drilsk vind på den åbne kunstgræsbane på Færøvej, gjorde at der kom en del fejlafleveringer fra begge hold.

I anden halvleg var det nærmest spil til et mål, men der blev ikke noget at varme sig på i kulden. Middelfart forsøgte flere gange at få bolden ind i feltet til fysisk stærke Lester Hayes III, men skarpheden manglede fra angriberen.

Det kom tættere og tættere for Middelfart, som kampen skred frem. Tættest på at score var forsvareren Marcus Mlynikowski, men Vanløses keeper nåede ned til stolperoden og reddede frisparksforsøget fra den venstrebenede forsvarsspiller.

Trods det massive pres formåede Middelfart ikke at få netmaskerne til at blafre. Dermed endte kampen 2-0 til Vanløse, der med sejren er på fjerdepladsen syv point op til Middelfart på førstepladsen.

Næste gang Middelfart løber på banen er på lørdag på udebane mod VSK Aarhus.

0 0 stemmer
Article Rating
Følg
Notify of
guest
0 Comments
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer