Middelfarts kommunaldirektør, Steen Vinderslev, er blevet udnævnt som ny formand for de knap 9.000 offentlige chefer i Djøf.
Det oplyser han selv på sin LinkedIn-profil, hvor han fortæller om sine ambitioner for rollen.
– Vi som offentlige chefer [har] et kæmpe ansvar for, at sektoren fortsat udvikler sig og bliver endnu bedre og endnu mere velfungerende, skriver Vinderslev.
Ifølge Vinderslevs opslag er en af hans mærkesager i den nye rolle at skulle sikre en bredere repræsentation i ledelsen. Han skriver, at det for ham handler om at skabe plads til forskellige kompetencer, så ledelsen bedre kan afspejle samfundets diversitet.
– Det er et klart fokusområde for mig at bekæmpe bias i ledelse og arbejde for en større diversitet, forklarer han.
Vinderslev overtager posten fra Hanne Fugl Eskjær og slutter med en tak til sin forgænger, som han beskriver som en vigtig skikkelse i arbejdet for at forbedre vilkårene for ledelse i den offentlige sektor.
– Det bliver nogle store sko at skulle fylde ud. Men jeg glæder mig!