Mandagen bød på vind i vimplerne og duften af flæskestegssandwich, da rejsegildet på Hotel Melfarhus fandt sted. På en byggeplads med udsigt over Fænøsund var der samlet håndværkere, samarbejdspartnere og lokale profiler for at fejre milepælen i opførelsen af det kommende bæredygtige hotel.

Med 53 værelser og en placering midt i det maritime miljø er ambitionerne store. Hotellet skal ikke alene være en overnatningsmulighed, men en del af en større fortælling om Middelfart Marina som et sted i “rivende udvikling”.

Byggeriet af Hotel Melfarhus tager form – med udsigt til åbning i sommeren 2025.

“Håndværkernes dag”

Det var en stolt Per Jørgensen, direktør for Melfarhus, der tog ordet foran de mange fremmødte. Hans tale blev en hyldest til det arbejde, der er lagt i projektet indtil nu.

– Rejsegildet, det er håndværkernes dag. Det er her, man tager temperaturen på, hvordan det går. Og jeg må sige, at det er voldsomt imponerende, sagde han med et blik rundt på byggeriet.

Per Jørgensen, direktør for Melfarhus, fremhæver i sin tale det stærke samarbejde mellem håndværkere, arkitekter og kommunen, som har gjort hotelprojektet muligt.

Han fremhævede den hurtige fremdrift som noget helt særligt, og takkede håndværkerne for deres indsats:

– Fra betonfundament til lukket hus med varme på, det er sket på syv-otte uger. Det er noget, vi kun kan være stolte af.

Per Jørgensen lagde også vægt på, at det ikke kun er tempoet, der imponerer. Hotel Melfarhus opføres nemlig med DGNB-certificering på guldniveau, grønne tage og en klar bæredygtig profil.

– Det her hotel bliver en del af den grønne omstilling. Det er vejen fremad, understregede Jørgensen og tilføjede:

– Det gælder både i det, vi bygger, og måden vi bruger materialer på.

En stor gevinst for Middelfart

Borgmester Johannes Lundsfryd Jensen deltog også i rejsegildet. Han fik dertil ordet og rettede her en særlig tak til håndværkerne.

– Det er nemt for os andre, men det er jer, der har hænderne oppe af lommen, sagde han og fremhævede betydningen af projektet for hele området.

Borgmester Johannes Lundsfryd Jensen holder tale ved rejsegildet for Hotel Melfarhus og roser projektets betydning for Middelfart Marina og det lokale samarbejde.

Hotellet bliver en del af Middelfart Marina, som de senere år har gennemgået store forandringer med nye faciliteter og flere aktivitetsmuligheder.

– Vores vision er at skabe en marina for alle mennesker, hele året. Og med et hotel som det her, der får vi endnu flere til at bruge området aktivt, forklarede borgmesteren.

På talerstolen gav han også en let bemærkning om, at det måske er en del af jobbeskrivelsen at rose kommunens kroge og hjørner, men selv med denne indbyggede forpligtelse ville han gerne gøre det klar, at Middelfart Marina og Fænøsund har en helt særlig plads – ikke bare for ham, men for alle, der kender området.

Borgmester Johannes Lundsfryd Jensen og Per Jørgensen ser ud over området fra byggeriet – en udsigt, som de begge fremhævede som noget helt unikt ved Middelfart Marina.

Her trak han tråde til en af Danmarks mest elskede søfarere og forfattere, Troels Kløvedal, der i sine erindringer kaldte Fænøsund for noget særligt smukt.

– Da Troels Kløvedal udgav sine erindringer, Alle mine morgener på jorden, skrev han, at det smukkeste og dejligste sted overhovedet var, når han sejlede ind gennem Fænøsund en sommerdag, sagde han med et smil.

Travlhed forude i byggeprocessen

Byggeriet, der repræsenterer en investering på 65 millioner kroner, er blevet til gennem tæt samarbejde mellem Melfarhus og lokale aktører. Jørgensen sluttede sin tale med at rette en bred tak til alle, der har været med:

– Fra vores arkitekter og ingeniører til fjernvarmen og Middelfart Kommune. Det her er et projekt, der er løftet i fællesskab.

Han afsluttede med at love travlhed i de kommende måneder.

– Hvis I ser en vild tømrer eller gulvmand i byen, så ved I, hvorfor. Vi har tre måneder til at gøre det her klar til sommerens gæster. Det bliver intenst, men jeg er sikker på, at vi når det.

Efter et trefoldigt hurra for håndværkerne og byggeriet – og med en flæskestegssandwich eller hotdog i hånden – blev dagen rundet af.

Stemningen var hyggelig ved rejsegildet, hvor håndværkere og gæster stod i kø til pølsevognen for at nyde hotdogs og flæskestegssandwich.

Nu venter den sidste etape af arbejdet, før hotellet står færdigt som endnu et nyt pejlemærke i den “rivende udvikling”, der præger marinaen.

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her