SPORT. Fredag den 31. juli bliver Fredericia samlingspunkt for den internationale cykelsport, når 3. etape af PostNord Danmark Rundt skydes i gang i byen. Det er ikke en tilfældig etape, byen får æren af at sende af sted. Det er årets kongeetape, udråbt til en af de hårdeste dage i løbets historie, og undervejs mod Vejle skal rytterne over hele 29 nummererede stigninger, flere end i nogen tidligere udgave af løbet.
For byens borgere betyder det en enestående chance for at komme helt tæt på verdenseliten. Blot tre dage efter at feltet har afsluttet Tour de France på Champs-Élysées, ruller nogle af de samme profiler gennem Fredericias gader. På den foreløbige startliste står navne som Mads Pedersen, der vandt løbet sammenlagt sidste år, holdkammeraten Mattias Skjelmose og publikumsyndlingen Magnus Cort.
Syv hold fra den øverste internationale række, WorldTour, stiller til start i jubilæumsudgaven, der køres for femogtredivte gang. Og arrangørerne lægger ikke skjul på deres begejstring for feltet. »Vi har et exceptionelt stærkt felt i år. Syv WorldTour-hold har bekræftet deres deltagelse,« har eventmanager i Danmarks Cykle Union, Jens Kasler, sagt i forbindelse med offentliggørelsen.
Dagen i Fredericia er bygget op som en stor cykelfest fra klokken 9 til 18, med aktiviteter over hele byen. Og selvom verdenseliten er den store magnet, er dagen tænkt til alle, understreger borgmester Peder Tind. »Vi får besøg af nogle af verdens dygtigste cykelryttere, og det bliver en stor oplevelse at se dem køre rundt i vores smukke kommune. Men dagen er ikke kun for eliten og cykelentusiaster. Det er en dag, der i lige så høj grad også handler om at samle byen omkring fællesskab, bevægelse og gode oplevelser,« lyder det fra borgmesteren. »Det bliver en festdag, hvor alle kan være med, og jeg håber, at alle vil være med til at gøre dagen til noget helt særligt.«
Vil man møde stjernerne, er der flere muligheder. Fra klokken 10 til 12.30 er teamparkeringen i Kanalbyen langs Gl. Havn åben, hvor man kan komme helt tæt på rytterne og de store holdbusser. Og fra klokken 11 til 12.45 præsenteres holdene på scenen i startområdet på Ryes Plads, hvor der også er interviews med rytterne.
Klokken 12.45 skyder formand Kultur-, Turisme-, Idræt- og Bosætningsudvalget Susanne Eilersen etapen i gang. Herfra ruller rytterne en neutral start gennem fæstningsbyen, ad de lige gader, gennem byportene, forbi Østerstrand og Landsoldatpladsen, inden det for alvor går løs uden for byen. Netop den tur gennem byen er chancen for at komme helt tæt på og sende feltet godt af sted.
Og byen tager imod med musik. Ved Danmarks Port spiller 6. Juli Garden fra toppen af porten, ved Nørreport trommer garden rytterne igennem inde fra selve porten, og ved Kongens Port spiller det lokale rockband Coinwash. På Østerstrand heppes rytterne forbi stranden og Cirkelbroen med strandsjov og skumparty.
Når feltet har forladt byen, fortsætter festen på Ryes Plads, hvor storskærmen viser etapen live hele dagen, så man kan følge rytterne helt til stregen i Vejle. Undervejs er der morgenmad til de første fremmødte, livemusik i gågaderne, streetfood, ansigtsmaling og cykelaktiviteter for børn rundt om i byen.
Selve etapen bliver en prøvelse. De godt 200 kilometer byder på omkring 2.700 højdemeter, og kombinationen af den lange distance og det kuperede terræn ventes at splitte feltet og kan blive helt afgørende for, hvem der ender med at vinde hele løbet. For første gang i løbets historie er der ingen enkeltstart, hvilket gør netop denne dag endnu vigtigere for kampen om sammenlagtsejren. »Vi har designet en rute, hvor ingen kan føle sig sikre,« har Klaus Falk Paarup, Head of Events, sagt om årets løb.
Og Jens Kasler har tidligere kaldt etapen en brutal affære efter danske forhold. »Der er ikke mange flade kilometer, hvor feltet kan organisere sig og få en pause. Det går op og ned fra start i Fredericia, og når vi rammer Munkebjerg, starter festen for alvor,« har han sagt.
Landet over ventes mere end en halv million tilskuere langs ruten i løbet af de fem etaper.








