(Foto: Patrick Viborg Andersen / Fredericia AVISEN)

De første oversvømmelser har betydet, at enkelte husstande er uden elektricitet. Der var tale om en planlagt strømafbrydelse for at skåne udstyret mod havvandet.

DMIs prognoser viser fortsat, at der fredag og lørdag er risiko for farligt vejr, når en kombination af kuling fra øst og en høj vandstand rammer østkysten.

Ifølge de seneste prognoser vil der være tale om stigninger på mindst to meter over dagligt vande i de berørte kommuner, hvilket betyder, at lavtliggende områder, havne m.m. risikerer at blive oversvømmet.

Allerede torsdag eftermiddag oplevede enkelte sommerhuse de første konsekvenser i form af strømsvigt, da kabelskabe i to områder i Haderslev Kommune blev afbrudt som følge af den forføjede vandstand.

Der var tale om en planlagt afbrydelse fra netselskabet N1s side for at skåne udstyret i tilfælde af oversvømmelse, og de berørte borgere var orienteret direkte af N1 på forhånd.

Syd- og Sønderjyllands Politi koordinerer i øjeblikket sammen med kommunernes beredskaber, Beredskabsstyrelsen, Hjemmeværnet og andre myndigheder indsatsen for at sikre de kystnære områder.

Det sker i regi af Den Lokale Beredskabsstab.

– Vi opfordrer borgerne til at følge nøje med i meddelelserne fra DMI, kommunerne og politiet i forhold til, hvordan situationen udvikler sig, og hvordan man skal forholde sig, fx om det bliver nødvendigt at skulle forlade et område som følge af risiko for oversvømmelse, ligesom vejnettet og elforsyningen risikerer at blive påvirket, påpeger politiinspektør Gert Bisgaard fra Syd- og Sønderjyllands Politi.

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her