Den 85. udgave af Danmarks ældste idrætspris tilfalder håndboldspilleren Thomas Arnoldsen, der dermed kan kalde sig Årets Fund 2024.

Håndboldspiller Thomas Arnoldsen, der netop har rundet 23 år, modtog Årets Fund-hæderen foran et felt på 10 nominerede kandidater under Politiken Festival.

Det er Danmarks Idrætsforbund, Team Danmark og dagbladet Politiken, der i fællesskab uddeler prisen, som blev grundlagt helt tilbage i 1929 og kun med en pause fra 1961 til og med 1970 er blevet uddelt hvert år siden.

Priskomitéen valgte at give prisen til Thomas Arnoldsen på grund af hans kolossale udvikling og stærke præstationer gennem det forgangne kalenderår. En rejse, der kulminerede i august, da han var en vigtig del af det danske landshold, der vandt olympisk guld i Paris.

– Igen i år har der været et uhyre stærkt felt af Årets Fund-nominerede. Jeg vil derfor rose forbundenes og Team Danmarks talent- og elitearbejde, som igen og igen udvikler nye talenter på den internationale scene. En stjerne lyser dog alligevel klarest på Årets Fund-himlen, siger Morten Mølholm Hansen, direktør i DIF og medlem af dommerkomitéen til Årets Fund-prisen.

– Thomas Arnoldsen var ukendt for de fleste, da kalenderen gik fra 2023 til 2024. Nu står han med både en OL-guldmedalje og VM-guldmedalje om halsen, samtidig med at han er en kæmpe profil for sit klubhold Aalborg Håndbold både i den hjemlige liga og i Champions League. Jeg ser frem til at følge ham i årene fremover, hvor han utvivlsomt kommer til at hænge flere medaljer om halsen. Stort tillykke til Thomas Arnoldsen og håndboldforbundet for flot arbejde, siger DIF-direktøren om skanderborgenseren, der til dato har spillet 27 landskampe – og endnu ikke har prøvet at tabe i nationaltrøjen.

– Thomas Arnoldsen har i 2024 leveret et meget stort gennembrud på et håndboldlandshold, hvor niveauet er tårnhøjt. Alligevel har han sat et aftryk på landsholdet, vi alle vil huske, og som lover særdeles godt for fremtiden. Med både OL- og VM-guldmedaljer om halsen fortjener han at vinde Årets Fund i et meget, meget stærkt felt af kandidater til prisen. Et felt, som vel ikke er set stærkere i flere årtier. Derfor er der også grund til at hylde ikke kun Thomas, men også de andre talenter, som vi glæder os helt vildt til at følge og samarbejde med de kommende år, siger Lars Balle Christensen, sportsdirektør i Team Danmark og eliteidrætsorganisationens Danmarks repræsentant i priskomiteen.

Arnoldsen leverede flere stærke præstationer for landstræner Nikolaj Jacobsens olympiske mandskab, og han blev ved samme lejlighed den kun anden spiller på det danske herrelandshold i 40 år, der spiller sin første slutrunde med et OL.

Eneste anden var den nu håndboldpensionerede legende Mikkel Hansen, der ved OL i Beijing for 16 år siden spillede sine første minutter ved en slutrunde. Et næsten utroligt sammenfald, eftersom Arnoldsen både på landsholdet og i Aalborg netop er Hansens arvtager i bagkæden – en væsentlig forskel er dog, at Mikkel Hansen nok blev nomineret til Årets Fund i 2008, men måtte se roeren Morten Jørgensen løbe med hæderen.

Mens Thomas Arnoldsen modtager prisen og de 75.000 kroner, der følger med hæderen, blev cykelrytteren Tobias Aagaard Hansen nummer to og svømmeren Clara Rybak-Andersen nummer tre.

Det øvrige felt af nominerede vidner om, at dansk eliteidræt står på et mangfoldigt og stærkt fundament for fremtiden. Det omfattede således ungdomslandsholdet i curling, fodboldspilleren Cornelia Kramer, kajakroeren Philip Knudsen, para-længdespringeren Bjørk Nørremark, skateren Viktor Solmunde, bobslædekøreren Maja Voigt og tennisspilleren Elmer Møller.

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her