SPORT. Det summer af forventning i Fredericia, hvor Madsby Pige Cup fredag åbner for endnu en udgave af, hvad arrangørerne kalder Danmarks største og hyggeligste pigefodboldstævne. I løbet af dagen ankommer pigefodboldhold fra nær og fjern til byen, og spændingen har været til at tage og føle på i ugerne op til.
»Det bliver en rigtig spændende dag. Vi kan mærke på stemningen og vores sociale medier, at pigerne glæder sig helt vildt til at komme ned og opleve Madsby Pige Cup,« fortæller stævnekoordinator Anders Stoffer. »For nogle af dem er det en tradition at komme, og så har vi også fået plads til nogle nye hold i år.«
Stævnet åbnes officielt klokken otte med indmarch, og herefter venter et af stævnets helt egne ritualer. I stil med De Olympiske Lege bliver der læst en Madsby Pige Cup-ed op, hvor piger på dansk, tysk, svensk og hollandsk slår tonen an for de kommende dage. Budskabet er, at det her er pigernes stævne, at trænerne kun skal vejlede, forældrene kun skal heppe, og at man skal være gode ved hinanden.
Når eden er læst, bliver der skruet op for festen. På scenen står DJ Elvinsky, der med sine 14 år er jævnaldrende med de ældste deltagere, og som ifølge Anders Stoffer lavede et brag af en fest sidste år. »Så skal de danse og have det sjovt,« fortæller han. Bagefter gælder det om at komme tidligt i seng ude på skolerne, så pigerne er klar, når kampene går i gang fredag morgen.
Tusindvis af gæster i byen
Med 4.200 deltagere sætter stævnet sit tydelige præg på Fredericia i hele weekenden. Der spilles ikke kun i Madsby, men også i KFUM-Parken, i Hannerup og ved Fredericia Idrætscenter, og Anders Stoffer regner med, at tilskuerne kommer i hobetal. »Vi plejer at sige, at der kommer mindst to tilskuere per spiller. Det er et sted mellem 12.000 og 14.000 mennesker, der tager til Fredericia til Madsby Pige Cup,« fortæller han.
Det kan også være forklaringen, hvis byens borgere undrer sig over den pludselige aktivitet rundt omkring. Rundt i Fredericia hænger der lyserøde bander, der viser gæsterne vej til de forskellige spillesteder. »Nogle gange undrer fredericianerne sig over, hvorfor der lige pludselig er en hel masse liv i Hannerup. Så kan de lige se, når de kører forbi, at nå ja, det er den weekend, hvor der er Madsby Pige Cup.«
For Anders Stoffer rækker weekenden ud over det sportslige og handler lige så meget om mødet mellem byen og dens gæster. Han oplever ofte selv at blive mødt med ros fra fredericianerne for stævnet, og den varme håber han, at gæsterne også kommer til at mærke i disse dage. »Vi håber, at fredericianerne tager lige så godt imod vores gæster, som de plejer at tage imod os,« slutter stævnekoordinatoren.









