Skal sommerens første havbad ende i en lun svømmetur eller en tænderklaprende kold omgang? I år bliver det lettere at finde ud af, inden strandtasken pakkes. DMI udvider nemlig sin oversigt over badevandstemperaturer, så strandgæster landet over kan orientere sig hjemmefra.
I samarbejde med TrygFonden og Den Nordsjællandske Livredningstjeneste tilbyder DMI i år badevandstemperaturer for hele 54 strande. Det er rekordmange målestationer, og for første gang er den nordsjællandske kyst med på listen. Målingerne tikker ind på kortet på DMI.dk ved 10-tiden hver dag i livreddersæsonen, så både morgenbadere, børnefamilier og sommergæster kan nå at danne sig et overblik, før de drager afsted.
Men kortet kan mere end blot temperaturer. Her kan man også holde øje med strømforhold samt risikoen for alger eller brandmænd i vandet.
Hos TrygFonden er kystlivredningschef Anders Myrhøj glad for, at flere nu får mulighed for at forberede sig.
»Vi er rigtig glade for at kunne bidrage til at endnu flere badegæster får mulighed for at forberede sig på en strandtur hjemmefra; at læse vinden og vandet er et fast baderåd, som man bør tage i brug allerede inden tasken pakkes. Derudover så guider vores livreddere meget gerne til en helt lokal forståelse af dagens forhold – det giver nemlig de bedste forudsætninger for en tryg og sjov dag for alle«, siger Anders Myrhøj.
Men hvad er det egentlig, der afgør, om vandet er lunt eller koldt? Det kan DMI’s oceanograf Jacob Woge Nielsen svare på. Ifølge ham er det først og fremmest sol og vindstille, der varmer vandet op.
»Vindstille og lange dage med høj sol er opskriften på varmere badevand. Så stiger temperaturen stille og roligt, og det kan godt være ca. halv grad pr. dag omkring midsommer. Så en uges tid med sommer-agtigt vejr, så kan man bestemt mærke forskel«, forklarer han.
Og man skal ikke nødvendigvis lade sig skræmme af grå skyer. Selv regnvejr behøver ikke ødelægge badeturen.
»Når det bliver gråvejr, eller endda regnvejr, holder vandet ret godt på varmen. En eventuel afkøling sker kun langsomt«, siger Jacob Woge Nielsen.
Den helt store joker er derimod vinden. Blæst og bølger kan på kort tid blande koldt bundvand op til overfladen, og effekten kan være voldsom.
»Et godt blæsevejr derimod, så kan vandtemperaturen ret pludseligt falde adskillige grader«, fortæller oceanografen og fremhæver et ekstremt eksempel. I Frederikshavn faldt badevandstemperaturen fra 19 til 9 grader i løbet af en enkelt dag i juni 2016. Årsagen var fralandsvind, der trækker det varme overfladevand væk fra kysten og lader koldt dybvand stige op i stedet.
Selve målingerne kommer fra TrygFondens livredderposter og Den Nordsjællandske Livredningstjeneste rundt omkring i landet. TrygFondens livreddere holder øje med 34 strande fra den 26. juni til den 19. august, mens Den Nordsjællandske Livredningstjeneste måler på 20 strande fra den 27. juni til den 9. august. Vandtemperaturen måles i en meters dybde, når livreddertårnene åbner klokken 10.







