En ny is med en velkendt smag rammer nu butikker og ishuse landet over – og den har allerede fået en pris med på vejen.

Den nye appelsinis er udviklet i samarbejde mellem Premier Is og Tuborg Squash i anledning af sodavandens 90-års jubilæum. Allerede inden lanceringen blev isen kåret til »årets bedste iskugle« ved Danmarks Ismesse tidligere i år.

Fra påskeferien kan danskerne nu selv smage den.

»Når en dansk klassiker fylder 90 år, fortjener det at blive fejret, og det gør vi med en is, der føles ny og velkendt på samme tid. Det er ret vildt, at den vandt prisen for årets bedste iskugle, inden man overhovedet kunne få fingrene i den, og det betyder meget for os, at det var publikum selv, der pegede på lige netop Squash-isen,« siger Allan Aagaard Jensen, ansvarlig for Tuborg Squash.

Isen bygger på den klassiske appelsinsmag fra Tuborg Squash og er udviklet med fokus på at ramme smagen så præcist som muligt.

Hos Premier Is har man haft høje forventninger til lanceringen.

»Vi har glædet os meget til at sige, at nu kan I endelig smage den i landets ishuse og butikker – og det kan man altså her fra påskeferien,« siger innovationschef Michael Sørensen.

Der er udviklet to varianter af den nye is. En ispind med limonadeis og sprødt overtræk samt en bægerudgave med en kombination af flødeis og sorbet.

Ifølge producenten er ambitionen, at isen skal blive et hit hen over sommeren.

»Vi har høje ambitioner og forventer at Tuborg Squash-isene bliver et stort hit på sommerens iskort. Det var vigtigt for os at lave is, der rammer den friske appelsinsmag en-til-en, så vi har gjort os ekstra umage med ishåndværket både i limonadeispinden og i bæger-udgaven med sorbet og flødeis. Det bliver kærlighed ved første bid,« siger Michael Sørensen.

Den nye is lanceres samtidig med, at det er 30 år siden, der sidst blev lavet en Tuborg Squash-is.