BUSINESS. På Fredericia Havn kommer der snart 20 nye ladeudtag til elbiler og ellastbiler. Blandt dem er en enkelt lader så kraftig, at den kan fylde en lastbil på under en halv time, og den slags findes kun ganske få steder i landet. Bag opsætningen står energiselskabet Norlys, som samtidig bliver havnens nye elleverandør.
Havnen står over for år med vækst, blandt andet på grund af udvidelsen af containerterminalen, og den grønne omstilling fylder mere og mere i planerne. Derfor har Associated Danish Ports, der ejer og driver erhvervshavnene i Fredericia, Nyborg og Hanstholm, indgået en energiaftale med Norlys om både strøm og ladeinfrastruktur. For havneselskabet har det været afgørende at samle det hele hos én leverandør.
»Hos ADP har vi stort fokus på at elektrificere, og her har det været centralt for os at finde en leverandør, der kunne tage ansvar for alle vores energibehov. Vi er også spændte på, hvordan samarbejdet kan udvikle sig på vores øvrige havne som et næste skridt,« siger Rune D. Rasmussen, administrerende direktør i ADP.

Den mest markante del af aftalen er en ny ladepark til lastbiler ved krydset Bitumenvej og Nyhavnvej. Her kommer der fire ladeudtag, hvoraf de tre yder 600 kW, mens det sidste kan levere en hel megawatt og oplade en lastbil på under 30 minutter. Ved lystbådehavnen sættes der desuden seks offentligt tilgængelige udtag op, og ved kontorbygningen Port House kommer yderligere ti, som er forbeholdt havnens brugere.
Ud over ladestanderne overtager Norlys havnens elaftale og skal fremover levere de mere end 3 GWh, der bruges på Fredericia Havn hvert år. ADP og Norlys er allerede i dialog om lignende ladefaciliteter i Hanstholm og Nyborg, så aftalen kan blive startskuddet til et bredere samarbejde.








