57-årige Søren Andersen har sat sig til rette i stolen som ny erhvervskundechef i Middelfart Sparekasse. Han kommer med 35 års erfaring fra den finansielle sektor, og er med egne ord havnet i drømmejobbet.
I den store bygning på Havnegade 21 i Middelfart har Søren Andersen fået ny arbejdsplads. Den karakteristiske bygning rummer Middelfart Sparekasses hovedkontor, og på førstesalen holder Søren Andersen til; det er der erhvervsafdelingen sidder.
Stemmen på Søren er ikke til at tage fejl af. Han taler med en stor nordjysk accent, der gør, at han ikke kan lyve sig fra at være fra Vendsyssel. Det var også deroppe hans arbejdsliv startede i tidernes morgen.
– Jeg stammer deroppe fra, havde et fritidsjob på Peter Baadsmand (værtshus, red.) i Løkken, som jeg var medejer af, jeg brugte min børneopsparing på at købe mig ind, det fik jeg ikke ros for. Der var jeg indtil, jeg kom i Forsvaret. Mit mål var at blive politibetjent, men jeg ødelagde det ene ben på en træningsbane. I stedet fik jeg plads i den daværende Provinsbank. Jeg har altid kunnet lide at arbejde med mennesker, og den lederuddannelse, jeg havde fået i Forsvaret, tænkte jeg, at jeg kunne bruge erhvervsmæssigt, siger Søren Andersen.
Den 1. juli 2023 startede et nyt kapitel i Søren Andersens arbejdsliv. Han startede som erhvervsdirektør i Middelfart Sparekasse. Sideløbende, igennem skiftende jobs, har han været engageret i bestyrelsesarbejde. Pt. er han formand i Fredericia Eliteidræt og med i International Business Colleges samlede bestyrelse, der dækker over byerne Fredericia, Middelfart, Kolding og Aabenraa.
– Jeg vil gerne være en forgangsbillede med at kunne anvise veje, tage dialoger og senest har vi besluttet at lave en iværksætter-linje på IBC. Sporten er min egen baggrund og kunne jeg mikse det med min profesionelle vinkel fra arbejdslivet. Det virker, og vi er på vippen til at forlænge Team Danmark-aftalen i Fredericia. Vi har lavet en aftale med Lego, der gør, at vi kan sende vores unge atleter derop og arbejde på vilkår, der passer til deres sport, og det samme har vi gjort med Caverion, og vi arbejder på at få endnu en virksomhed med, siger Søren Andersen.
Da han kom til Fredericia i 2008, var byen et helt andet sted end i dag. Det kan Søren Andersen tydeligt mærke, og han nyder medvinden i sejlene.
– Jeg vil være med til at gøre noget for byen, den medvind vi har, skal bruges. Vi skal gøre alt, hvad vi kan for at hjælpe hinanden, siger han.
Stor frihed i nyt job
Søren Andersen er glad for sit nye job. Det giver ham friheden til at være sig selv.
– Den pay-off vi har i Middelfart Sparekasse passer lige på mig. Tingene bindes sammen og jobbet jeg er landet i nu, kan jeg får lov til at være 100 procent Søren Andersen fra Vendsyssel, forklarer Andersen.
Det er mange år siden, at Søren Andersen har været den typiske rådgiver i en sparekasse. Derfor har han også altid sådan en med ud til kunderne, og så er det Søren selv, der tager sig af aftalen.
– Jeg har altid en med ud, der er god til de praktiske ting, og de ting jeg kan lide, er ikke det en typisk erhvervsrådgiver gør. En erhvervsrådgiver laver de interne ting med at taste de rigtige steder – det har jeg ikke gjort i mange år. Jeg er god til at lande aftalerne og lave det rigtige setup, der giver kunden værdi, siger han.
Med tiden har branchen ændret sig, men én ting har ikke ændret sig: At den personlige kontakt er vigtig i såvel erhvervs- og privatdelen.
– Nogle sparekasser går mere digitaliseringsvejen, hvor vi hos os i Middelfart Sparekasse stadig ynder samt finder værdi i den personlige kontakt og tilstedeværelse, og det gælder uanset om man er erhvervs- eller privatkunde, siger Søren Andersne.
I Middelfart Sparekasses afdeling på Havnegade, hvor Søren Andersen sidder oftes, er der omkring 100 ansatte, og der er også mange medarbejdere i Vejle. På den anden side af Lillebælt har Fredericia omkring 20 ansatte. Fredericia skal man ikke undervurdere, slår Søren Andersen fast.
– Hvis man kigger på Fredericia isoleret set, er erhvervsdelen virkelig interessant. Der sidder May Nymann, Jens Christian Christensen, Christian Jørgensen, Rudi Sønderskov Nielsen og jeg selv. Imens har mange af de andre banker i Fredericia ikke længere en erhvervsafdeling i byen, siger Søren Andersen.
Søren Andersen er nu landet i sit nye job, og han er ikke i tvivl: Det var det rigtige at søge stillingen hos Middelfart Sparekasse.
– Jeg er virkelig glad for at være her, da jeg laver det, som jeg allerhelst vil. Nu skal den have gas de næste mange år, og banken synes også godt om, at jeg er med i netværk og sidder i bestyrelser, da det matcher, hvad jeg laver, slutter Søren Andersen.
Overblik: Søren Andersens arbejdsliv
1981 – 1988: Peter Baadsmand
1985 – 1988: Forsvaret
1988 – 1994: Danske Bank, Hadsund, Skagen. Fuldmægtig, prokurist og kontorchef.
1994 – 1998: Danske Bank, Valby, Åboulevard, Thorvaldsensgade, Hinnerup
1998 – 2002: Danske Bank, salgschef for 44 filialer i gamle Aarhus Amt.
2002 – 2004: Home, salgsdirektør
2004 – 2006: Danske Bank, filialdirektør, kompetencercenter for Galten, Hammel, Hinnerup og Silkeborg.
2006 – 2008: Danske Bank, rådgivningscenterdirektør for Galten, Hammel, Hinnerup, Kjellerup og Silkeborg.
2008 – 2012: Danske Bank, rådgivningscenterdirektør for Fredericia-området.
2012 – 2017: Danske Bank, områdedirektør privat, Lillebæltområdet.
2016 – 2017: Danske Bank, stedfortrædende områdedirektør, Vejle-området.
2018-2018: Banque Internationale á Luxembourg, senior relationship manager.
2018 – 2023: Spar Nord, erhvervsdirektør for Fredericia, Middelfart, Kolding og Haderslev.
2023 – ????: Middelfart Sparekasse, erhvervskundechef