Den nye Fritids- og Idrætschef i Kolding Kommune tiltrådte 1. maj. Med brede erfaringer fra kommunalt arbejde samt uddannelser og forskning inden for bl.a. idræt og foreningsliv, ser Morten Hoff frem til at medvirke til at styrke området yderligere.

Morten Hoff trådte ind ad døren til Senior-, Sundheds- og Fritidsforvaltningen 1. maj for at bestride stillingen som Fritids- og Idrætschef.

Med i rygsækken har Morten en kandidatuddannelse i Idræt og Kulturstudier, en ph.d. inden for ældre og fysisk aktivitet, og så har han bred erfaring med arbejdet inden for innovation, sundhed, politik og strategier.

Han kommer fra en stilling i regionen som chefkonsulent i Syddansk Sundhedsinnovation, og tidligere har han bevæget sig i den offentlige administration i Fredericia og Odense kommuner.

I idrætten har Morten Hoff mange år bag sig både som udøver, træner, underviser og frivillig, så derfra har han indgående kendskab til forenings- og idrætslivet.

Udsigt til spændende opgaver

Hovedpersonen selv glæder sig meget til at dykke ned i alle de mange områder, som afdelingen spænder over.

– Som livslangt foreningsmenneske er jeg begejstret og stolt over at tiltræde som chef for en afdeling og et område, der allerede er fyldt med visioner, ambitioner og aktiviteter. Jeg vil arbejde målrettet for, at vi endnu bedre kan understøtte foreninger, frivillige og ildsjæle og gøre deres arbejde lettere, så de får gejst til at bidrage og indgå livslangt som frivillige i foreninger og lokalsamfund, siger Morten Hoff og fortsætter:

– Fællesskaber, idræt og frivillighed kan fylde os med leg, latter, mening, sammenhæng, metal og fysisk sundhed og socialt tilhør. Dermed kan området være katalysator for noget af det, der ikke løses i andre dele af en kommune.

– Jeg ser et hav af spændende opgaver blandt andet i forhold til at hjælpe mennesker, der er på kanten, eller uønsket meget alene og uden for sociale netværk, ind i fællesskaber, nærmiljø, foreningsliv, aftenskoler, bevægelse og idræt.

– Men også parasport, talentarbejde, aktive ældre og udeliv er områder som jeg glæder mig til hjælpe med at sætte endnu mere i spil. Og så ser jeg meget frem til at medvirke til at sætte Kolding på landkortet via events i samarbejde med foreninger og virksomheder.

Stolthed over ansættelsen

Også Direktør for Senior-, Sundheds- og Fritidsforvaltningen, Annette Lund, ser frem til samarbejdet med den nye fritids- og idrætschef.

– Jeg er både glad og stolt over, at vi har kunnet tiltrække en profil som Morten Hoff til stillingen som vores nye Fritids- og Idrætschef i Kolding. Jeg er særligt glad for, at Morten med hans baggrund og erfaringer har et stærkt blik på, hvor afgørende fritidslivets stærke fællesskaber er for rigtigt mange mennesker. Lyst til og mulighed for bevægelse og at deltage i meningsfulde fællesskaber er måske den vigtigste ting, vi som kommune skal understøtte for at forebygge fysiske og mentale problemer, siger hun.

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her