En ny kampagne skal gøre det lettere at undgå tagbrande som den, der for tre år siden gjorde 130 familier hjemløse i Vanløse. Dansk Brand- og sikringsteknisk Institut (DBI) har derfor netop lanceret initiativet Brandsikre Tage, der retter sig mod håndværkere og boligforeninger med konkret og lettilgængelig information om brandsikre tagrenoveringer.

På hjemmesiden brandsikretage.dk præsenteres vejledninger, videoer og tjeklister, der blandt andet viser, hvordan håndværkere korrekt sikrer tagene, og hvad boligforeninger bør være opmærksomme på, når et nyt tagprojekt skal igangsættes.

– Vi har de senere år set alt for mange eksempler på tagbrande, der endte med at blive større end de burde. Vi kan desværre ikke helt undgå tagbrande, men jeg håber, at kampagnen kan være med til at sætte fokus på brandsikkerheden i etagebyggeri, så vi sikrer liv og værdier og undgår, at en tagbrand spreder sig unødigt, siger DBI’s markedschef for byggeri, Brian V. Jensen.

Han peger på, at tagbranden i Vanløse for tre år siden blev ekstra katastrofal, fordi taget ikke var konstrueret og vedligeholdt som angivet i byggetilladelsen. Manglende brandmæssige adskillelser og forkert udførte gennemføringer af installationer gjorde, at ilden kunne sprede sig hurtigt og ukontrolleret gennem tagkonstruktionen.

– Vi ser igen og igen, at de brandmæssige adskillelser og opdelinger enten er forkert udført eller helt mangler. Det er også en klassiker, at håndværkerne ikke har brandtætnet gennemføringer af fx ledninger og fjernvarmerør ordentligt, og endelig ser vi også en forkert brug af undertag, når tagrummet bruges som depot eller oplagsrum, siger Brian V. Jensen og pointerer, at det netop er skrækeksempler som disse, brandsikretage.dk søger at gøre op med.

Kampagnen er blevet til med støtte fra Grundejernes Investeringsfond (GI), og al materiale er opdateret med den nyeste viden og gældende regler på området.

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her