Kanalbyen, Urbania Street Food og Fredericia Kommune har indgået et samarbejde omkring “Havnens Oase”, som betyder, at man i sommermånederne i år kan komme og benytte faciliteter, som aktørerne har sat op. Onsdag blev det indviet, og inviterede børn fik straks prøvet faciliteterne.

Det er blevet varmere tider efter nogle kolde måneder. Det markeres nu ved, at Havnens Oase officielt blev åbnet den 1. maj klokken 12:00. Det skete i solskin på arealet ved siden af Kaptajn Gammel Havn på stykket, der indtil for nogle år tilbage husede den daværende containerby med små butikker, der skabte liv på havnen.

Sidste sommer stod området ubenyttet, og det synes nogen var en synd og skam. Både Kanalbyen og Fredericia Kommune blev kontaktet på den baggrund og blev spurgt, om man kunne gøre noget ved det. I år er løsningen blevet, at der er indkøbt blandt andet minigolf og mooncars, som man kan benytte sig af i sommermånederne på det store areal, som Kanalbyen ejer, og har udlånt til formålet. I dag skulle Susanne Eilersen (O) holde en indvielsestale, og det skete, imens sirenerne gennemgik den årlige test, så hun måtte holde flere pauser undervejs. Hun er dog glad for, at der skabes liv i området igen.

– Vi har samarbejdet om at lave aktiviteter her i Kanalbyen, og vi har inviteret en masse børn, og vi håber også, de kommer her hele sommeren, da det gerne skulle være til dem, der bor i Fredericia. Vi vil også gerne have turister, men det skal også være en oase, hvor vi kan sætte os og få noget at spise, og samtidig kan børnene rende rundt og lege i sandkassen, med mooncars eller minigolf, som jeg tror nogen af os skal ud at gøre os lidt “uheldige” på lige om lidt. Det er noget af det, vi har investeret pengene i fra vores sommerkampagne. Vi fik lidt skældud for, at det her lækre område var lidt kedeligt sidste år, og det har vi gjort noget ved i år, siger formand for Bosætnings- og turismeudvalget, Susanne Eilersen (DF).

Mimi Jørgensen, Susanne Eilersen og Peter Kirketofte. Foto: AVISEN

Hun blev flankeret af projektdirektør fra Kanalbyen, Peter Kirketofte, event- og marketingmanager fra Urbania, Mimi Jørgensen, samt turismechef i Fredericia Kommune, Sara Ekknud Windell. Efter åbningen testede Eilersen, Kirketofte og Jørgensen minigolfbanen af, og det viste sig, at førstnævnte har revanche til gode. Eilersen skulle bruge en del slag for at få kuglen ned i hullet, hvorimod Mimi Jørgensen havde større succes og på samme hul kun skulle bruge to forsøg.

Samtidig blev der åbnet op for, at børnene, der sad og ventede, kunne komme ud og benytte sig af faciliteterne. I den lune forårsvarme gik turen derfor ud for at udforske området, der i sommermånederne er kendt som Havnens Oase, hvor man kan boltre sig på området, der i de seneste år har stået øde.

https://www.ibc.dk/fredericia-middelfart/uddannelser/hf-og-vuc/

Naboer kom forbi

Mimi Jørgensen (midt i billedet) fik gode råd med på vejen. Foto: AVISEN

Udover de inviterede børn var der også naboer, der havde lagt vejen forbi til åbningen af Havnens Oase. Fra lejlighedskomplekserne i Kanalbyen havde en del taget turen ned for at se, hvad der kommer til at foregå, og de kunne lide, hvad de så med, at der skabes flere aktiviteter i boligområdet, der er ved at forme sig til den bydel man planlagde under det daværende navn FredericiaC.

En borger kom hen og gav gode råd også. En ældre herre kom hen til Susanne Eilersen, Peter Kirketofte og Mimi Jørgensen og spurgte: “Hvem har sat det der skilt op?”. Han pegede hen på det store skilt ved indgangen, hvor der står “#SommeriFredericia”. Herren mente, at det ikke var synligt nok, men fik begrundelsen for, at det stod som det gør.

Sommer i Fredericia. Foto: AVISEN

Mimi Jørgensen fortalte, at det var hende og Brian Løkkegaard fra Urbania Street Foods beslutning, da det på den måde, som det står på, afgrænser det nyetablerede område ud til selve havnekajen, hvor der må køre biler. Herren mente dog, at det skulle være mere ret vendt ud mod Oldenborggade, og det ville Mimi Jørgensen tage med videre. Om det kommer til at blive ændret må tiden vise, men sikkert er det, at Havnens Oase nu er åbent og klar til brug sommeren over.