Christian Jørgensen er blevet udnævnt til politisk ordfører for Liberal Alliance i Fredericia. Han siger, at han ikke har ændret sig siden tiden i Venstre, men at de to partier derimod har rykket sig.
Tidligere på året meldte Christian Jørgensen ud, at han havde meldt sig ud af Venstre. Det skete på kølvandet af Folketingsvalget i 2022, og i stedet meldte han sig ind i Liberal Alliance. Grunden var simpel: Han kunne ikke se sig selv i den retning, som Venstre var i.
– Det er ikke mig og mine holdninger, der har flyttet sig, men partiet Venstre. Dette blev eksemplificeret her og nu. Det store liberale parti er splittet i tre. Det gamle landbrug, som er en del af DNA’et, er i stor grad fulgt med Inger Støjberg til Danmarksdemokraterne, og store dele af Venstre er gået med Lars Løkke til Moderaterne. Så hvad er tilbage? Venstre skal i virkeligheden redefinere sig selv. Med dette brogede billede er det næsten en falsk varebetegnelse at kalde sig “Danmarks liberale parti”, siger Jørgensen.
Også Liberal Alliance har flyttet sig, mener det forhenværende byrådsmedlem. Han ser Liberal Alliance nu er blevet et mere modent parti end da det opstod.
– Når man ser på Liberal Alliance, har de bevæget sig fra at være et “protestparti” til at være mere politisk modne. Holdningsmæssigt synes jeg ikke, jeg har slugt nogen kameler. De to partier har ændret sig. Hovedproblemet efter folketingsvalget er, hvis man siger noget til vælgerne og gør det modsatte, når stemmerne er talt op. Jeg havde det dårligt med, at man lovede en advokatundersøgelse af minksagen og derefter brød det løfte. Med den retorik in mente kunne jeg mærke, at dem jeg talte med, prikkede til mig. Jeg havde ikke engang lyst til at forsvare det, selvom man kan være pragmatisk, fortæller Christian Jørgensen.
Jørgensen overvejede derfor, hvad der skulle ske, da han ikke længere kunne se sig selv i Venstre, som han ellers er mangeårigt medlem af.
– Derfor gik jeg i tænkeboks, efter at have været medlem af Venstre i 25 år. Jeg havde nydt tillid og haft forskellige poster relateret til Venstre. Jeg meldte mig ud og ind i Liberal Alliance. Ikke nødvendigvis for at spille en aktiv rolle, men jeg er et politisk menneske. Til dem, der har spurgt – og der har været nogen – har jeg sagt, at jeg vil vente et år før næste kommunalvalg med at tage endelig stilling til et politisk comeback, siger Christian Jørgensen.
61-årig Christian Jørgensen blev for nogen tid siden udnævnt som politisk ordfører i den lokale partiforening i Fredericia. Det skete efter, at han havde holdt flere kaffemøder med lokalformand Poul Rand. Det betyder, at han har muligheden for at mene noget på vegne af partiet både lokalt og nationalt.
– Virkeligheden er stadig, at lokalpolitik er noget andet end landspolitik. Lokalt er det meget praktisk arbejde. Alle ønsker gode folkeskoler, et stærkt kulturliv og gode plejehjem. Den store værdipolitiske kamp er ikke til stede på samme måde som i landspolitik. Jeg tror, uanset om det bliver mig eller en anden, at der vil komme mere frihed i måden at gøre tingene på. Nu er dækningsafgiften trappet ned over en årrække, og vi kan begynde at se på personskatten, uden at det går ud over velfærden, siger Christian Jørgensen.
I to perioder nåede Jørgensen at sidde i byrådet i Fredericia inden, at han ved valget i 2021 ikke blev genvalgt. Christian Jørgensen mener ikke selv, at han har ændret sig siden den gang.
– Jeg har altid prædiket den liberale stemme, og det gør jeg stadig. Derfor håber jeg, at der kommer nogen fra Liberal Alliance ind næste gang, som kan tage ordet, fortæller Christian Jørgensen.
Jørgensen nævner, at der er opstillingsmøder til både Kommunalvalget og Folketingsvalget. Inden de finder sted, skal han tage stilling til, om han vil stille op det ene eller andet sted.
– Nu er det ikke et tag-selv-bord; vælgerne bestemmer, og ingen ved, hvordan de to valg vil falde ud. Hvis regeringen sidder perioden ud, er der tre år tilbage, og der er kommunalvalg om to år. Det er en lang horisont at planlægge på. Når terningerne skal kastes, ville jeg lyve, hvis jeg sagde, at jeg ikke overvejer det seriøst. Det inkluderer også et muligt folketingskandidatur, siger Christian Jørgensen.
Den nu nyudnævnte politisk ordfører for Liberal Alliance i Fredericia, Christian Jørgensen, blev valgt til byrådet første gang i 2013. Dengang fik han 694 stemmer, og ved valget i 2017 blev han genvalgt med 396 stemmer. I 2021 fik Jørgensen 340 stemmer, og var ti stemmer fra at blive genvalgt.