Gør sammenhæng i sundhed til en patientrettighed og indfør en årlig helhedssamtale, foreslår Gigtforeningen

Selv den mest ressourcestærke gigtpatient risikerer at fare vild i sin rejse fra den ene ende af sundhedsvæsenet til den anden. Det viser en ny kortlægning af udredningen og behandlingen af en stor del af landets 700.000 gigtpatienter, som det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, VIVE, har lavet for Gigtforeningen.

Kortlægningen består af en litteraturgennemgang, en række interviews med patienter og fagpersoner samt en spørgeskemaundersøgelse blandt flere end 600 gigtpatienter. Den konkluderer, at mange af patienterne oplever, at de selv må tage ansvar for at holde styr på aftaler og information, viderebringe information mellem fagpersoner og sikre relationen til fagpersoner undervejs i deres udrednings- og behandlingsforløb.

– Problemet opstår, når du som patient skal bevæge dig på tværs af specialer og sektorer, som rigtig mange gigtpatienter skal. Som sundhedsvæsnet er skruet sammen i dag, har ingen ansvaret for patientens samlede forløb, og konsekvensen af det bliver alt for ofte en forsinket behandling og forringet livskvalitet hos patienterne, siger direktør i Gigtforeningen, Mette Bryde Lind.

At have en fast kontakt blandt de mange fagpersoner, man som gigtpatient møder på sin vej, fremstår i undersøgelsen som en af de vigtigste faktorer for at få en oplevelse af et sammenhængende patientforløb. Men en del af patienterne oplever, at denne kontakt enten ikke eksisterer eller blot er sporadisk.

– Sammenhæng skal være en rettighed for patienten. Derfor foreslår vi konkret en årlig helhedssamtale til patienter med kronisk sygdom, hvor formålet med samtalen er at se det hele menneske og binde forløb på tværs af sundhedsvæsenet bedre sammen, siger Mette Bryde Lind.

– Hvis vi kan skabe bedre overblik og sammenhæng for patienten, kan vi også komme mange problemer i forkøbet. Uden sammenhæng halser vi hele tiden bagefter, og det taber både patienterne og sundhedsvæsenet på.

Tal fra spørgeskemaundersøgelsen

– 45 % af patienterne med inflammatoriske gigtsygdomme og 59 % af patienterne med rygsygdomme oplever selv at bære ansvaret for deres udrednings- og/eller behandlingsforløb.
– 53 % af patienterne med inflammatoriske gigtsygdomme og 66 % af patienterne med rygsygdomme oplever ikke at have fået forelagt en plan for deres udrednings- og/eller behandlingsforløb.
– 21 % af patienterne med inflammatoriske gigtsygdomme og 42 % af patienterne med rygsygdomme oplever i høj grad at være belastet af at skulle stå for koordineringen mellem fagpersoner.

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her