Foto: AVISEN

I 2022 fik Fredericia Gymnasium en ny rektor efter, at Poul Erik Madsen gik på pension. Valget faldt på Jørgen Lassen, der sparker til debatten om, hvad de unge skal vælge af uddannelsesvej. Han mener ikke, at man skal tale det ene fag ned fremfor det andet.

Efter 32 år stoppede Poul Erik Madsen som rektor på Fredericia Gymnasium. Nu er det i stedet Jørgen Lassen, der er den nye øverste chef på Fredericia Gymansium.

– Det har været helt fantastisk. Det har været travlt, spændende og mange nye indtryk, men også mange spændende opgaver. Jeg er både, stolt glad og beskæftiget, siger Jørgen Lassen.

Han kommer fra en tilsvarende stilling på HTX i Vejle, og var derfor klar over, hvad han gik ind til. I fohold til andre arbejdspladser, som Lassen har haft, er der forskelle.

– På den ene side er det en historisk skole med et klassisk STX og en solid HF. Det er byens gymnasium. Det er min oplevelse, at der er mange traditioner og mange fortæller, at søskende har gået der. Det er et meget traditionsbundet sted, men selve skolen er også moderne med faciliteterne, og har en rummelig tilgang til de unge menneske. Det der, overrasker mig, er de unges aktiviteter. Man mærker ikke det med STX og HF i hverdagen – man kan ikke se, hvem der går på hvad, siger Jørgen Lassen.

At det ikke er hvilken som helst skole, som Jørgen Lassen nu er rektor for, mærkede han allerede, da han blev ansat.

– Jeg oplevede, da jeg blev ansat, at der er stor fokus på skolen. Der lå en artikel klar to minutter efter, at det blev offentliggjort (at Jørgen Lassen var blevet ansat, red.). Man kan mærke, at Fredericia Gymnasium betyder meget for folk. Det er det eneste STX i byen i forhold til eksempelvis Aarhus og Vejle, og samtidig er vi en historisk skole, der trækker spor mange år tilbage, forklarer Jørgen Lassen.

Undersøgelser peger i retning af, at flere af nutidens unge i gymnasiealderen har det svært, men det er ikke rektorens opfattelse, at det er tilfældet på Fredericia Gymnasium.

– Man skal være forsigtig med at italesætte ungdomskrisen. Jeg ser det ikke i dagligdagen, jeg ser engagerede unge mennesker, der bliver tolket af en ældre generation med en anden baggrund. I det perspektiv kunne man være bekymret. Jeg er klar over, at der er undersøgelser, som viser unge har det svært. Det skal vi gøre, hvad vi kan for at imødegå, men vi arbejder også for unges trivsel. Vi har mange foranstaltninger, som hjælper med mange forskellige ting. Vi har altid gjort meget for at engagere de unge mennesker. De unge har det godt viser vores undersøgelse, så jeg er ikke så bekymret, siger Jørgen Lassen.

Rektoren er til gengæld bekymret på et andet punkt. Det er i forhold til snakken om, at Danmark i fremtiden kommer til at mangle erhvervsuddannede. Den debat tager Jørgen Lassen ind i en kontekst, hvor man begynder at tale om, at gymnasiet ikke skal være det naturlige første valg.

– Debatten om erhvervsuddannelser bekymrer mig også. Ja, vi mangler unge, der er erhvervsuddannede, men vi mangler også STX’ere og HF’ere, da vi eksempelvis også kommer til at mangle lærere og pædagoger. Den slags kræver, at man har en gymnasial uddannelse. Hele italesættelsen af STX og HF med, at man ikke er i gang med en videregående uddannelse efter x antal år. Man skal ikke tale studentereksaminerne ned af den grund. På Fredericia Gymnasium sendte vi alle anden års HF’erne og 3.G’erne ud til DM i Skills, og ville inspirere dem. Man skal ikke tale hinanden ned i noget i vores samfund. Man skal se på mulighederne som, at en student på sigt kan blive elektriker, slutter Lassen.

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her