Rune Bønnelykke, som ellers har kandideret til næstformandsposten, er blevet smidt ud af Nye Borgerlige.
Balladen i Nye Borgerlige er endnu ikke slut.
Tirsdag er Rune Bønnelykke, der har været en del af Nye Borgerliges hovedbestyrelse og er medlem af byrådet i Vejle, blevet ekskluderet fra partiet.o
– Jeg er ikke medlem af Nye Borgerlige længere. Jeg er lige blevet ekskluderet for partiskadelig virksomhed, siger Rune Bønnelykke, til Ritzau og fortsætter:
– Jeg er ganske uforstående over for det.
Nye Borgerlige bekræfter, at Rune Bønneløkke er blevet ekskluderet. Man vil dog ikke kommentere yderligere, da det er en ”intern sag”.
Til sine medlemmer har partiet udsendt følgende:
Et fundament for Nye Borgerliges politiske og organisatoriske arbejde er tillid, fortrolighed og respekt for partiets institutioner. En tillid, fortrolighed og værdier, nogle medlemmer desværre ikke har levet op til i forbindelse med håndtering af forløbet de seneste dage.
Jeg skal derfor orientere om, at et enstemmigt forretningsudvalg i dag har besluttet at ekskludere Rune Bønnelykke og Jesper Hagedal.
Rune Bønnelykke var valgt til hovedbestyrelsen på det ordinære årsmøde. Han erstattes af Mogens Hehl Olsen, der er 1. suppleant.
Jesper Høgedal sad som regionsrepræsentant i hovedbestyrelsen. Region Sjælland skal derfor vælge en ny regionsrepræsentant i nær fremtid.
Nye Borgerliges DNA er og har altid været sagen, partiet og derefter personer.
Det er værdier, vi står sammen om i Nye Borgerlige – og nu skal vi fremad!
Med venlig hilsen
Jesper Hammer, Organisatorisk næstformand
Nyheden kommer ovenpå at Nye Borgerliges nu tidligere politiske næstformand Henriette Ergemann trak sig fra sin post i går mandag, en post hun kun har haft i to uger.
Det skete, efter at flere medier har beskrevet en række kontroversielle kommentarer på sociale medier fra Henriette Ergemann om coronavirus, før hun blev næstformand.