I Fredericia har vi stor succes med 10.E – et særligt tilbud til unge med diagnoser eller andre udfordringer. Denne målgruppe har svært ved at være i en almen klasse, men har heller ikke brug for den specialisering, som vi kan tilbyde på Frederiksodde. Her får de tid og støtte til at blive klar til en ungdomsuddannelse i deres eget tempo.

Nu udvider vi dette fantastiske tilbud med 7., 8. og 9.E, så vi allerede fra 7. klasse kan hjælpe børn, der har det svært i folkeskolen. Skoletilbuddet vil bestå af de almindelige fag, men også af erhvervspraktik, fritidsjob og uddannelsespraktik. På den måde skaber vi en rød tråd fra folkeskolen til 10.E og videre til ungdomsuddannelserne, fordi vi i samarbejde med IBC ligeledes tilbyder HF3, som er HF på 3 år netop til denne målgruppe.

Vi er stolte over at kunne tilbyde disse løsninger i Fredericia og sikre, at flere unge med udfordringer får bedre mulighed for at lykkes med uddannelse og job.

Skoletilbuddet laves i samarbejde med vores Ungdomsskole, hvor vi har flere af de her mellemformer. De er alle med til at sikre, at alle børn får det rette skoletilbud.

I Venstre gik vi til valg på, at der skulle mere ro i klassen, at flere skulle have det rette skoletilbud og at vi skulle lave flere mellemformer. Det arbejder jeg hele tiden på bliver en realitet. Vi er ikke i mål endnu, men de her tilbud er et vigtigt skridt i den rigtige retning.

Pernelle Jensen
Formand for Unge- og Uddannelsesudvalget (V)

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her