Lørdag den 13. december kl. 10 åbner et helt nyt fitnesscenter i Fredericia, når Ground Fredericia slår dørene op på Vejlevej. Bag åbningen ligger flere måneders intenst arbejde – og ifølge centerets assisterende centerleder Pernille Skytte Stenkilde er de sidste detaljer nu ved at falde på plads.

»Vi er i fuld gang med de sidste små ting. Der bliver gjort rent, justeret og skruet op – vi er nærmest i døgnarbejde for at sikre, at det hele står snorlige, når vi åbner dørene,« fortæller hun.

Når man træder ind i Ground Fredericia, er det ifølge Pernille Skytte Stenkilde først og fremmest fornemmelsen af kvalitet, der møder én.

Indretningen er gennemtænkt fra gulv til loft med farvekoordinerede maskiner, vægge og inventar, og selv de små detaljer som afspritningsstationer og funktionelle områder er integreret i helheden.

»Det hele hænger sammen. Man er ikke i tvivl om, at der er kredset om detaljerne – allerede fra indgangspartiet,« siger hun.

Samtidig har Ground haft et klart fokus på tryghed og rummelighed.

»Det er et center, hvor der skal være plads til alle, uanset hvorfor man er her. Det er vigtigt for os, at alle føler sig trygge, når de træder ind ad døren.«

Fra tung styrketræning til wellness

Ground Fredericia tilbyder et bredt og varieret træningsunivers. I den klassiske fitnessafdeling er der investeret i topudstyr fra blandt andet Eleiko og Panatta, som henvender sig til både erfarne styrketrænere og dem, der ønsker at udvikle sig.

Derudover er der skruet markant op for wellness-delen. Den tidligere wellnessafdeling er genåbnet og opgraderet med sauna, infrarød varme, koldtvandskar og mulighed for gus.

»Træning handler ikke kun om muskler – det handler også om det, der foregår inde i kroppen. Det skal hænge sammen,« siger Pernille Skytte Stenkilde.

Et særligt fokusområde er også reformer-træning, som har fået sit eget dedikerede lokale. Her er der dæmpet belysning, rolige farver og en indretning, der signalerer ro og fordybelse.

Hyrox og “Underground”

Som noget nyt i Fredericia introducerer Ground også et dedikeret Hyrox-område – et træningskoncept, der kombinerer funktionel træning og konkurrenceelementer.

I centerets kælderplan, kaldet Underground, kan medlemmerne træne med slæder, reb, wall balls og tunge løft i et mere råt og intenst miljø.

»Her kan man virkelig få pulsen op og træne sig frem mod de mange Hyrox-events, der finder sted både i Danmark og internationalt,« fortæller hun.

Derudover rummer centeret også en ny bikesal, som er bygget helt fra bunden.

Interessen for Ground Fredericia har ifølge centerledelsen været markant allerede inden åbningen.

»Vi har haft svært ved at følge med på mails og telefoner. Opbakningen fra Fredericia har været overvældende, og det varmer virkelig, at så mange glæder sig,« siger Pernille Skytte Stenkilde.

Projektet er blevet realiseret på relativt kort tid – omkring to og en halv måned – men ifølge hende er processen forløbet uden større udfordringer.

»Vi har haft et virkelig stærkt håndværkerteam og medarbejdere, der bare har trådt til. Det har gjort en kæmpe forskel.«

Ser hun et år frem, håber Pernille Skytte Stenkilde, at Ground Fredericia er kendt som mere end bare et sted, man træner.

»Jeg håber, det bliver et sted, hvor man både kan svede og finde ro. Et sted, hvor man føler sig set – og hvor der også kan opstå sociale relationer. Træning kan sagtens være rammen om et fællesskab, der rækker ud over centerets vægge.«

Ground Fredericia åbner officielt lørdag den 13. december kl. 10 på Vejlevej.