En ny national indsats ser dagens lys med ambitionen om at få flere danskere til at engagere sig i demokratiet. Bag initiativet står Demokrativærnet, som nu samler aktører fra hele samfundet for at styrke deltagelsen og mindske afstanden mellem borgere og beslutningstagere.
Ifølge initiativet er demokratiet i Danmark fortsat stærkt, men deltagelsen er skævt fordelt, og mange oplever ikke, at de har reel indflydelse på beslutninger, der påvirker deres hverdag.
»Borgerne har svært ved at placere deres engagement. Hvis ikke der skabes flere indgange, så bliver borgerne tilskuere i stedet for deltagere. Derfor er Demokrativærnet en nødvendighed i 2026. Nødvendigheden er opstået som en konsekvens af, at civilsamfundet ikke taler sammen på tværs og ikke strukturelt udvikler på demokratiet sammen,« siger direktør i Demokrativærnet John Meinert Jacobsen.
Initiativet skal blandt andet samle eksisterende projekter og erfaringer, så viden ikke går tabt, men i stedet kan bruges på tværs af landet. Ambitionen er at opbygge en mere varig demokratisk struktur, hvor nye tiltag kan udvikles, testes og udbredes.
Demokrativærnet arbejder med flere spor, herunder øget borgerinddragelse, styrket kritisk tænkning og bedre rammer for den demokratiske samtale. Det kan blandt andet føre til lokale forløb, nye måder at inddrage borgere på samt undervisning i blandt andet kildekritik.
Første skridt bliver taget den 5. maj, hvor kommuner, organisationer og andre aktører er inviteret til et etableringsmøde. Her skal fundamentet for det videre arbejde lægges.
Initiativet lanceres officielt den 4. juni på Nationalmuseet, og ambitionen er på sigt at blive en fast forankret organisation, der kan bidrage til at udvikle demokratiet i Danmark.









