Kan et fitnesscenter designes på samme måde som et hotel, et teater eller en oplevelsesdestination? Det spørgsmål har været udgangspunktet for udviklingen af TEMPLE – Mind and Body Gym, der snart åbner i Fredericia.

TEMPLE er skabt som mere end et fitnesscenter. Tanken er, at medlemmerne forlader hverdagens rammer, når de træder ind, og i stedet bevæger sig ind i et sanseligt univers, hvor hver detalje fra lys og lyd til duft, teknologi og fællesskab er designet til at gøre træning til en oplevelse i sig selv.

Blandt elementerne er et Bike Studio omgivet af gulv-til-loft LED-skærme på tre sider, immersive visuelle universer og premium lydinstallationer. Medlemmerne får desuden mulighed for personlig lyd direkte i egne høretelefoner, ligesom en specialudviklet signaturduft er integreret i ventilationssystemet. Alt er designet med ét formål, nemlig at gøre træning til en oplevelse, der engagerer både krop og sanser.

Konceptet bygger på idéen om, at mennesker ikke kun motiveres af selve træningen, men også af miljøet omkring den. Derfor er sanserne tænkt ind i hele oplevelsen, fra det øjeblik man ankommer, til træningen er afsluttet.

Den tekniske installation er udviklet i samarbejde med BEST AV, som har valgt at fremhæve projektet som et showcase. Med TEMPLE finder teknologi, design og oplevelsesøkonomi for alvor vej ind i fitnessbranchen, og centret står som et eksempel på, hvordan grænserne mellem træning og oplevelse i stigende grad smelter sammen.