I sidste uge kom det frem, at voksenhandicapchefen, Holger Torp, der var øverste chef på Kobbelgården i Fredericia, er fortid i stillingen. På kort sigt har Fredericia Kommune valgt en ekstern konsulent til at afløse Torp.
Kobbelgården har trukket mange overskrifter siden december, hvor de fik et skærpet påbud på bostedet. Det seneste i sagen er, at Holger Torp, der er øverste chef på stedet, har indgået en fratrædelsesaftale med Fredericia Kommune.
Det gør, at stillingen som voksenhandicapchef er ledig. Den stilling dækker blandt andet Kobbelgården, men der er nu fundet en løsning på det. Maibritt Kuszon fra konsulentvirksomheden Komponent, der i forvejen er i gang med en kvalitetsanalyse af det specialiserede voksenområde i Fredericia, med blandt andet fokus på Kobbelgården, kommer til at overtage stillingen midlertidigt.
– Vi har lavet en aftale med Komponent om det frem til sommer. Det er den samme konsulent, som har været på Kobbelgården i forbindelse med kvalitetsanalyse. Vi kommer til at have en permanent løsning klar omkring sommerferien, og indtil da kommer Maibritt til at være på Kobbelgården et par dage om ugen, siger direktør for beskæftigelse og velfærd, Mette Heidemann.
Når der indgås en fratrædelsesaftale eller lignende, er det normalt at tage en intern løsning. Det har Fredericia Kommune ikke valgt.
– Vi har vurderet, at dette er den bedste løsning på kort sigt. Med det som Komponent er kommet frem til i deres analyse, synes vi, at det er gavnligt med en udefrakommende, der kommer med et friskt blik på tingene, forklarer Mette Heidemann.
Det lyder også som en dyr løsning?
– Det er dyrere, end hvis vi bare havde konstitueret en vi har i forvejen. Vi synes, at vi har brug for alle de afdelingsledere vi har, og det er også en af grundene til, at vi har valgt denne løsning, siger Heidemann.
Mette Heidemann forventer, at Fredericia Kommune inden for den nærmeste fremtid laver et stillingsopslag til den fremtidige voksenhandicapchef i Fredericia Kommune.