Avisen

Nyheder og indsigt fra Avisen.

← avisen.nu

Omvendt fodlænke skal beskytte ofre i hele landet

Omvendt fodlænke skal beskytte ofre i hele landet

POLITIK. En forsøgsordning med den såkaldte omvendte fodlænke bliver nu udbredt til alle landets politikredse. Ordningen skal styrke indsatsen over for ofre for blandt andet stalking og partnervold og samtidig give myndighederne mere erfaring med brugen af fodlænken.

Siden juli 2025 har politiet i tre sjællandske politikredse – København, Københavns Vestegn og Nordsjælland – som led i forsøgsordningen kunnet anvende elektronisk kontrol som et supplement til opholdsforbud. Nu bliver ordningen udbredt til hele landet, og antallet af fodlænker fordobles til i alt 30. Ordningen vil senere kunne skaleres yderligere op.

I modsætning til en almindelig fodlænke, der registrerer, om en person forlader et bestemt område, kan den omvendte fodlænke alarmere myndighederne, hvis personen bevæger sig ind i en fastsat radius, en såkaldt forbudszone. Det kan eksempelvis være i nærheden af offerets bopæl, arbejdsplads eller uddannelsessted.

For ofre for stalking, chikane og partnervold kan frygten for, at gerningspersonen dukker op eller tager kontakt, fylde hverdagen med utryghed. Selvom politiet kan give et tilhold eller et opholdsforbud for at beskytte offeret, er der flere eksempler på, at det bliver overtrådt.

»I min korte tid som justitsminister har jeg mødtes med flere ofre for partnervold og stalking. Deres oplevelser sidder dybt i mig. Jeg vil ikke acceptere et samfund, hvor man skal gå rundt i frygt for at møde en person uden for ens hjem eller arbejdsplads, som ikke overholder et allerede givet tilhold. Derfor er jeg også glad for, at vi nu udbreder forsøgsordningen med den omvendte fodlænke til hele landet, så flere fodlænker kan tages i brug. Den omvendte fodlænke giver politiet et ekstra redskab til at gribe ind og kan samtidig være med til at skabe større tryghed for den, der har været udsat for eksempelvis partnervold eller stalking,« siger justitsminister Nicolai Wammen.

I forsøgsordningens første år er der påsat seks fodlænker i de tre forsøgskredse. Udvidelsen til hele landet skal give politiet mulighed for at anvende fodlænken i flere relevante sager og dermed give et bedre grundlag for at evaluere ordningen.

Det er partierne bag strafreformen, der med en tillægsaftale i oktober sidste år blev enige om at udvide forsøgsordningen til hele landet. Ordningen skal evalueres cirka tre år efter dens ikrafttrædelse, hvorefter det skal vurderes, om den skal justeres eller ophæves.

Læs også

Tomme ældreboliger koster Kolding syv millioner — nu skal udgiften nedNyt holdtilbud skal hjælpe borgere gennem overgangsalderenTre boligblokke rives ned — nyt plejehjem til 152 millioner skal løfte SkovparkenForsinket budget skabte forvirring om høring i Fredericia