KRIMI. Der har natten til mandag været indbrud i et skur på Donsvej ved Kolding. Takket være overvågning på stedet er gerningstidspunktet indsnævret til tidsrummet mellem klokken 02.07 og 02.22.

Gerningsmanden klippede en hængelås op for at komme ind i skuret. Herfra stjal han to børnecykler af mountainbike-typen til en samlet værdi af cirka 8.000 kroner.

På overvågningen ses en enkelt person, men der foreligger ingen nærmere beskrivelse af vedkommende. En mindre varebil kørte forbi omkring gerningstidspunktet. Politiet ved endnu ikke, om overvågningen kan bidrage med yderligere oplysninger i sagen.

Det oplyser Arno Rindahl Petersen fra Sydøstjyllands Politi.