Foto: Thomas Lægaard - Fredericia Avisen

Fredericia Kommune oplever en betydelig stigning i indtægter fra parkeringsafgifter, ifølge en nylig opgørelse over de kommunaltdrevne parkeringsarealer. AVISEN har tidligere fået adgang til beløbene for årene 2019, 2020 og 2021, men de nyeste tal viser en markant udvikling fra 2022 til 2023.

Ifølge diplomingeniør fra Vej & Park, Martin Magaard, er der en forskel på over 600.000 kroner fra 2022 til 2023. I 2022 blev der registreret 2.500 gyldige parkeringsafgifter, mens antallet i 2023 steg til 3.712 udstedte gyldige afgifter. Parkeringskontrol Nord, som drives af Aalborg Kommune, står for håndteringen af parkeringsafgifterne i Fredericia.

Her er en oversigt over parkeringsafgifterne de seneste fem år:

  • 2019: 1.808.574 kroner i parkeringsafgifter
  • 2020: 1.434.014 kroner i parkeringsafgifter
  • 2021: Ca. 1.500.000 kroner i parkeringsafgifter
  • 2022: 1.320.900 kroner i parkeringsafgifter
  • 2023: 1.944.630 kroner i parkeringsafgifter

Hvis man får en parkeringsafgift kan det undre nogen, at den ikke er udstedt direkte af Fredericia Kommune, men forklaringen er simpel. Daværende leder af Vej & Park, Morten Svandborg, har tidligere forklaret om baggrunden.

– Det er en stor opgave, og også en omkostningsfuld opgave for Fredericia Kommune, hvis vi selv skulle stå for al administration i forbindelse med parkeringsafgifter. Vi har indhentet erfaringer fra kommuner, der selv står for administrationen, og vores vurdering er, at det er en dyrere løsning end at have samarbejdet med de øvrige kommuner i P-nord. Der er derfor indgået et samarbejde, hvor en lang række kommuner deltager, og hvor Parkeringskontrol Nord står for blandt andet henvendelser, indbetalinger, rykkere, behandling af klagesager, afregning til staten med mere. Der er i øjeblikket mere end 20 kommuner i det samarbejde, sagde Morten Svanborg tilbage i maj 2021.

Parkeringsafgifterne i Fredericia Kommune udspringer ofte af de samme typer overtrædelser, hvor bilister enten parkerer ulovligt eller overskrider den tilladte parkeringstid. Det er vigtigt at være opmærksom på, at afgifter også udstedes, hvis man parkerer for tæt på en cykelsti eller et større vejkryds. I byens centrum er der markeret små gule trekanter, der præcist angiver de korrekte afstande. Overholdes disse markeringer ikke, risikerer man en parkeringsafgift.

Kommunen har en vis mulighed for at justere parkeringsreglerne gennem udstedelse af parkeringsbekendtgørelser. Den seneste bekendtgørelse for Fredericia blev udstedt i 2014 og gælder for områder, der er markeret med byzonetavler. En af de vigtigste bestemmelser i denne bekendtgørelse er indførelsen af betalingsparkering. Ifølge bekendtgørelsen kræves der en gyldig parkeringsbillet, der skal placeres synligt nederst ved forruden. Selvom udviklingen af parkeringsapps har gjort det lettere at betale for parkering, er denne teknologi endnu ikke indarbejdet i bekendtgørelsen fra 2014.

For dem, der ønsker at undgå parkeringsbøder, har kommunen udarbejdet en oversigt over gratis parkeringspladser. Denne oversigt kan være en nyttig ressource for bilister, der ønsker at finde parkeringspladser uden at risikere afgifter. Derudover er det vigtigt at huske at have friske batterier i den elektroniske parkeringsskive eller manuelt stille den gammeldags parkeringsskive.

Kommunen arbejder løbende på at forbedre parkeringsforholdene og sikre, at reglerne overholdes, hvilket afspejles i den markante stigning i indtægter fra parkeringsafgifter fra 2022 til 2023. Ifølge en udtalelse fra Morten Svanborg tilbage i 2021 beløb sig lønudgifterne samt udgifter til bil, tøj og IT-udstyr til 400.000 kroner. Dette beløb illustrerer de omkostninger, der er forbundet med administrationen af parkeringsafgifter i Fredericia Kommune.

Bekendtgørelse om standsning og parkering i Fredericia Kommune

I medfør af færdselsloven § 92, stk. 1, nr. 1, og § 92 c, stk. 4, samt lov om offentlige veje § 107, stk. 2, og bekendtgørelse om parkeringskort for personer med handicap § 11, stk. 1, nr. 3, litra b bekendtgøres herved med samtykke fra Sydøstjyllands Politi følgende supplerende færdselsmæssige bestemmelser om standsning og parkering i Fredericia Kommune.

Samtlige regler i denne bekendtgørelse finder kun anvendelse inden for tættere bebyggede områder afgrænset af byzonetavler.

§ 1. Køretøjer med tilladt totalvægt over 3500 kg og påhængskøretøjer med en totalvægt over 750 kg må ikke parkeres i mere end 6 timer, med mindre andet er tilkendegivet ved særlig afmærkning.

Stk. 2. Campingvogne må ikke parkeres i mere end 24 timer medmindre andet er tilkendegivet ved afmærkning.

§ 2. I områder afgrænset med parkeringstavle, der tilkendegiver betalingsparkering, skal der betales for parkering i overensstemmelse med, hvad der er gældende inden for det pågældende områder.

Stk. 2. En gyldig parkeringsbillet kan benyttes til flere parkeringer inden for samme takstområde eller i takstområder med lavere takst. En gyldig parkeringsbillet kan også overdrages til og benyttes af andre bilister.

§ 3. En gyldig parkeringsbillet skal anbringes synlig nederst ved forruden.

§ 4. Fritaget for betaling på parkeringspladser med betalingsparkering er køretøjer med parkeringskort for personer med handicap.

§ 5. Denne bekendtgørelse træder i kraft den 5. marts 2014. Samtidig ophæves bekendtgørelse om standsning og parkering i Fredericia Kommune af 1. juni 2012.