Nye Borgerlige har ekskluderet deres tidligere formand, Lars Boje Mathiesen, fra partiet på grund af en række økonomiske krav, som de anser for at være helt utilstedelige. Mathiesen krævede, at partiet skulle overføre 350.000 kroner til hans private konto og betale en 4-årig uopsigelig kontrakt til en værdi af over 2,6 millioner kroner som formandshonorar.

Disse krav blev betragtet som uacceptable og derfor ekskluderede hovedbestyrelsen Lars Boje Mathiesen fra partiet.

I stedet er der nu sat en proces i gang for at finde en ny formand. Den tidligere formand, Pernille Vermund, har udtalt sin interesse i at lede folketingsgruppen samt stille op som formand for partiet igen.

– Jeg forstår godt, hvis I synes, at det er en helt surrealistisk situation. Den holdning deler jeg, men der var desværre ingen anden udvej, efter at Lars Boje Mathiesen satte en pistol for panden af partiets hovedbestyrelse og forretningsudvalg. Vi er et parti, der er båret af integritet, skriver Pernille Vermund i en mail til partiets medlemmer.

Vermund har talt med den resterende folketingsgruppe, Peter Seier Christensen og Kim Edberg Andersen, som har givet hende deres opbakning.

– Jeg vil gerne lede folketingsgruppen samt stille op som formand for vores parti. Så hvis I medlemmer vil have mig, er jeg klar til kamp for Nye Borgerlige og Danmark, skriver Pernille Vermund.

Det er ellers ikke mere end to måneder siden, at Pernille Vermund meldte ud, at hun ville stoppe som formand.

Selvom hun på det tidspunkt havde stået i spidsen for partiet i syv år, så udtalte Vermund, at sidste valgperiode skulle være hendes sidste. Af den grund skulle partiet have en ny formand, som kunne føre partiet videre.

Den 7. februar gav hun så formelt faklen videre til den nu ekskluderede Lars Boje Mathiesen, han var den eneste opstillede kandidat til posten og herved selvskrevet til at blive valgt.

Det er den selvomsamme fakkel hun nu tilbyder at tage tilbage, blot en måned senere.

0 0 stemmer
Article Rating
Følg
Notify of
guest
0 Comments
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer