I forbindelse med et færdselsuheld på Ydre Ringvej i Fredericia den 14. september 2024 søger politiet vidner, der har set en rød personbil umiddelbart før, under eller efter færdselsuheldet, hvor en 78-årig mand er død efterfølgende.

Sydøstjyllands Politi søger vidner, der har observeret en rød personbil i forbindelse med færdselsuheldet, der fandt sted lørdag den 14. september 2024 på Ydre Ringvej i Fredericia.

Uheldet skete i mellem kl. 17.00-17.20, hvor en 78-årig mandlig cyklist blev ramt af en rød personbil, og siden er død. Den 23-årige mand, der var fører af bilen, flygtede fra stedet, men blev senere samme aften anholdt og sigtet af politiet. Han er siden blevet løsladt, men er fortsat sigtet i sagen.

Politiet efterforsker stadig sagen, og i den forbindelse søges vidner, der har set den røde personbil umiddelbart før, under eller efter påkørslen af den ældre mand.

Der drejer sig mere specifikt om vidner, der har set bilen før færdselsuheldet i området omkring Stakkesvang, Prinsessens Kvarter, Skærbækvej og Ydre Ringvej i tidsrummet fra cirka kl. 16.45-17.10. Politiet søger også personer, der har været vidne til selve færdselsuheldet eller har observeret den røde personbil umiddelbart efter uheldet, nærmere bestemt i området omkring Ydre Ringvej nær nr. 95, Vejlbyvej, Egumvej og Frantz Hansens Allé i tidsrummet fra cirka kl. 17.10-17.35.

I forbindelse med efterforskningen er politiet kommet i besiddelse af overvågningsmateriale, der viser den røde personbil, der passerer en anden bil og en gående person tæt ved Egumvej 58 umiddelbart efter færdselsuheldet.