Tirsdag den 28. marts blev Tøjhuset i Fredericia ransaget af Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen. Kultur- og Idrætsudvalget har fået en orientering om, at ransagningen har fundet sted, men mere ved de ikke. Derfor vil de ikke konkludere noget endnu.
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har mistanke om, at de ti spillesteder har koordineret priserne på kunstnere, når de skulle byde på koncerter. Mistanken drejer sig blandt andet om kendte kunstnere som Tessa, Saveus, Jung, Folkeklubben, MC Einar, Tim Christensen og den nu afdøde Hugo Helmig.
AVISEN har forholdt de siddende partier i Kultur- og Idrætsudvalget til ransagningen.
– Man har fået en dommerkendelse og set hvordan driften kører, men man får ikke en dommerkendelse med mindre man har en sandsynlighed for om der er noget galt. Der er ikke noget drama i at komme med en dommerkendelse, da de ikke kan komme uanmeldt, siger Karsten Byrgesen (D).
David Gulløv (A), næstformand i udvalget, vil ikke bede forvaltningen om en redegørelse. Han ser i stedet frem til konklusionen fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.
– Vi er blevet orienteret, og ransagningen er foregået i god, ro og orden. De fik det de kom efter, og der var intet at skjule. Vi fik en mail om ransagningen, hvor der stod de ville vende tilbage med hvornår de gik ind i tingene. I løbet af nogle dage vil vi få en information om hvornår de vil gennemgå det, siger Gulløv.
Peder Tind (V), der er formand for Kultur- og Idrætsudvalget, vil ikke drage en konklusion endnu.
– Så længe Konkurrencestyrelsen har fået den info de vil have, og de ikke er vendt retur med en konklusion, vil jeg ikke konkludere noget. Humlen er om de finder anledning til at rejse en kritik. Jeg er stor tilhænger af Tøjhuset og Eksercerhuset som spillesteder, da det skaber liv i byen, og nyder at komme der selv. Selvfølgelig skal der være orden i penalhuset hos dem, men jeg kan ikke tage stilling til noget endnu om sagen, siger Tind.
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen vil nu undersøge de indsamlede oplysninger nærmere for at se, om der er grundlag for at rejse en sag mod spillestederne. Det er endnu uvist, hvilke konsekvenser sagen kan få for spillestederne, hvis mistanken viser sig at være sand.