Der kører en aktuel debat om, at byrådsmedlemmer får for lidt i løn.
Lønspørgsmålet kobles sammen med, at de politiske partier udtaler, at de har svært ved at finde nok kandidater til kommunalvalget i november 2025.
Hvad er det for noget klynkeri? Stiller man op til en politisk post, skal det være fordi, lysten driver værket. Det skal være fordi, man brænder for at forbedre vores velfærdssamfund og udvikle vores demokrati.
2013 – 2016 var jeg politisk valgt et andet sted i Rigsfællesskabet, nærmere betegnet i Grønland, hvor jeg dengang introducerede Den Grønne Dagsorden. Jeg stillede op, fordi jeg havde en drøm om Grønland som verdens grønneste land. Min beslutning om at stille op blev taget godt imod, for jeg blev valgt til kommunalbestyrelsen i den største af de fem grønlandske storkommuner, Sermersooq. Det var en stor ære at kæmpe for miljømæssige forbedringer i Arktis og tage min del af ansvaret for økonomien i en storkommune med dengang 22.000 borgere fordelt over 600.000 km2, geografisk set verdens største kommune.
Lønnen havde jeg ikke skænket en tanke. Jeg var drevet af at ville gøre en politisk forskel i et samfund, som jeg dengang havde været en levende del af igennem seksten år. I 2016 flyttede jeg tilbage til Danmark, nærmere betegnet Fredericia, hvor jeg er opvokset, fik min skolegang, gik til spejder og sport, og tog min ungdomsuddannelse.
Jeg er fortsat politisk aktiv, fordi jeg er drevet af ønsket om et bedre Fredericia. Et Fredericia, hvor der er plads til alle, også de af vores medborgere, som i perioder af deres liv ikke selv har en stemme, der bliver hørt. Miljøet og klimaet bekymrer mig stadig. Her kan vi alle gøre en positiv forskel.
Allan Pertti Frandsen, Medlem af Socialdemokratiet i Fredericia