For tolvte år i træk har de danske kommuner holdt sig inden for den samlede serviceramme, med en samlet udgift på 280,7 mia. kr. på service i 2022, viser en ny analyse fra VIVE. Dette inkluderer meropgaver som følge af Covid-19 og ukrainske flygtninge. Dog er det klart, at det specialiserede socialområde er det område, hvor kommunerne konsekvent har sværest ved at holde budgetterne.
Torben M. Andersen, professor i økonomi ved Aarhus Universitet, forklarer, at “rammerne er fastsat for at sikre en styring af de samlede offentlige udgifter og dermed en sikring af, at den er i overensstemmelse med de overordnede mål, finanspolitiskholdbarhed. Udfordringen for kommunerne er, at det på den korte bane kan give mindre fleksibilitet.
Den konsekvente udfordring på det specialiserede socialområde kan skyldes kombinationen af stigende efterspørgsel og udgifts- og resultatstyringen. Som Andersen bemærker, at kommunernes budgetlofter og dermed økonomiske rammer er således afhængig af en politisk prioritering – med andre ord så afspejler lofterne samlet set den politiske prioritering. Med andre ord, det pres kommunerne oplever er et politisk spørgsmål, der kan løses gennem hårde prioriteringer.
Der er dog udsving mellem kommunerne, når det kommer til budgetoverholdelse. VIVE’s analyse viser, at det i 2022 var mange af de samme kommuner, der kæmpede med at overholde budgetterne til voksne med særlige behov, som det var i 2021. Disse konstante budgetoverskridelser kan være knyttet til problemer med budgetmodellerne, håndtering af dyre enkeltsager, og målgrupper med sammensatte og komplekse behov.
– Der er ikke noget lette løsninger. Selvfølgelig kan øget effektivitet og produktivitet løse nogle problemer, og det er altid vigtigt at forholde sig til, om man løser de rigtige opgaver og gør det på den bedste måde, påpeger Andersen.
Kommunerne står dermed i en svær situation, hvor de både skal styre udgifterne under budgetloftet og samtidig møde borgerens forventninger til offentlige services. Udfordringen ligger ikke kun i øget effektivitet og produktivitet, men også i den politiske vilje til at håndtere den demografiske forandring og efterspørgsel efter service på en holdbar og retfærdig måde.
Ny økonomiaftale er indgået
Kommunernes Landsforening (KL) og regeringen har indgået en aftale om kommunernes økonomi for 2024. Aftalen kommer i kølvandet på udfordringer med den kommunale økonomi, der er belastet af en ekstraordinær inflation på 1,9 mia. kr. Samlet set tilfører aftalen den kommunale økonomi 2,4 mia. kr.
KL’s formand, Martin Damm, beskriver aftalen som stram, men nødvendig, givet det øgede pres på kommunernes økonomi på grund af en stigende befolkning af ældre og børn, samt flere danskere med diagnoser og andre behov for hjælp. Damm påpeger, at aftalen må forholde sig ærligt til kommunernes økonomiske udfordringer.
Jacob Bundsgaard, KL’s næstformand, fremhæver, at det har været afgørende at få nogle penge på bordet, men også at få nogle realistiske billeder af, at det bliver svært at opretholde samme velfærdsniveau.
I aftalen er det lykkedes KL at få hævet anlægsrammen, så kommunerne i 2023 kan bygge og renovere for 19,3 mia. kr. i 2024. Samtidig er der indført en 3-årig lånepulje, der giver kommunerne bedre muligheder for at prioritere det specialiserede socialområde og investere i egen botilbudskapacitet.
Parterne er enige om, at der skal ryddes op i overflødige regler og bureaukrati, og at kommunernes udgifter til administration skal reduceres med 700 mio. kr. i 2024 for at finansiere en ramme til løn og arbejdsvilkår i den offentlige sektor.
Aftalen indeholder desuden en forhøjelse af særtilskudspuljen til særligt vanskeligt stillede kommuner med yderligere 100 mio. kr., så den samlet udgør 734,4 mio. kr.
Kommunerne kompenseres for samlet set 1,4 mia. kr. for merudgifter til at håndtere COVID-19-indsatsen og fordrevne fra Ukraine i 2022. Derudover afsættes der 0,9 mia. kr. for at dække udgifterne til modtagelsen af fordrevne fra Ukraine i 2023.
Alt i alt afspejler aftalen et forsøg på at skabe balance mellem kommunernes stramme budgetter og befolkningens behov og forventninger til den offentlige velfærdsservice.
