OPINION. Jeg bryder mig ærligt talt ikke om vinklen i den seneste JP-artikel om PET og sårbare unge, der risikerer at blive radikaliseret online. For det første er der ikke tale om en ny ting. Mennesker, der står på kanten af eller uden for fællesskaber, har til alle tider haft større risiko for at havne i det forkerte selskab. Det er ikke raketvidenskab for når man mangler tilhørsforhold, søger man det dér, hvor det er tilgængeligt. Problemet opstår, når nogle frygtelige mennesker vælger at udnytte den søgen efter fællesskab til at manipulere og lokke unge med eller uden diagnoser ud i kriminalitet. 

For det andet er artiklen med til at grave grøften dybere. Først helt til sidst bliver det nævnt, at autister ikke er farlige eller mere kriminelle end andre. Den pointe burde stå lysende klart fra begyndelsen og gennem hele artiklen – og ikke gemmes væk til allersidste afsnit. Når man kobler diagnoser og sikkerhedsrisici så tæt, risikerer man at stigmatisere en gruppe mennesker, som i forvejen ofte kæmper for at finde deres plads.

Derudover berører artiklen kun overfladisk det, som i virkeligheden bør være kernen: fællesskaber og digital dannelse. Ja, internettet kan være adgang til uhensigtsmæssige miljøer, men det er også en livline for mange unge, som ellers ikke finder fællesskab i de traditionelle rammer. Hvis løsningen bliver flere forbud eller højere aldersgrænser på sociale medier, risikerer vi blot at skubbe problemet foran os eller ud på det mørke internet. Den dag de unge får adgang, enten fordi de er gamle nok eller fordi de finder den lyssky vej til fællesskab, står de uden erfaring, uden vejledning og måske uden mod til at søge hjælp hos klasselæreren eller forældrene – og så vil vi se en enorm stigning i scams, digital mobning, løbske kommentarspor, kriminalitet osv. 

Derfor bør fokus flyttes. I stedet for at pege på bestemte grupper og puste mere liv i fordomme og diskrimination bør vi styrke forståelsen for diagnoser og de fællesskaber, der giver mening for forskellige mennesker. Mindst 65.000, svarende til 1,1 % af danskerne, har en autismediagnose, og mellem 1 og 3 % af voksne danskere har en ADHD-diagnose. Samtidig vil 82 % af os i løbet af livet komme i behandling for en psykisk lidelse. Alligevel taler vi sjældent sagligt om det over frokosten i kantinen, i fodboldklubben eller hjemme over lørdagskyllingen. Det betyder i sidste ende, at psykiatri og diagnoser er spækket med fordomme, som især rammer dem, der lever med det. 

Sidste år blev der lavet en undersøgelse af Psykiatrifonden og Epinion, som viste at hele 60 % af dem, som har en psykiatrisk diagnose, oplever diskrimination i hverdagen. Levetiden for dem med de sværeste psykiatriske diagnoser er desuden mellem 15 og 20 år kortere end gennemsnittet. Ydermere er der det økonomiske aspekt, hvor det allerede i 2015 blev vurderet af OECD, at psykisk sygdom kostede Danmark omkring 5,4 % af BNP, cirka 110 milliarder kroner årligt. Ovenstående summerer rimelig godt de årsager til, at jeg gik til valg på at afstigmatisere psykiatrien – vi går simpelthen glip af enorme mængder menneskeligt potentiale, når så stor en del føler sig kørt ud på et sidespor, og det er dyrt på alle tænkelige måder. 

Mennesker og fællesskaber er forskellige, og ikke alle passer ind i de samme rammer, og det er helt okay. For nogle er det fodboldklubben, for andre et online fællesskab, en fiskeriforening eller noget helt fjerde. Det afgørende er, at der findes reelle fællesskaber, hvor man bliver set og føler sig hjemme, og dem får vi ikke flere af ved at detailstyre foreningslivet, sætte højere aldersgrænser på sociale medier eller ved at overvåge danskernes internetvaner – tværtimod skaber det grobund for de uhensigtsmæssige og kriminelle fællesskaber, som nok skal klare at gå udenom loven og MitID-verifikationer. 

Jeg er som tidligere nævnt ked af udformningen af artiklen: ”PET: Sårbare unge på nettet kan radikaliseres og udgøre en sikkerhedsrisiko”. Det har helt sikkert ikke været til hensigt at puste til fordommene eller gøre skade, og jeg mener såmænd også, at det er vigtigt, at vi tør tale om udfordringerne. Men måden, vi taler om udfordringer og bekymringer på, betyder ekstremt meget, når der i forvejen er tale om en gruppe, som er så hårdt ramt af diskrimination og fordomme. Når man taler om sårbare unge eller mennesker med diagnoser som en potentiel trussel, risikerer vi nemlig at skubbe dem endnu længere væk fra fællesskabet og i sidste ende i armene på groomere og manipulatører – altså dermed en selvopfyldende profeti. 

Så derfor mener jeg, at vi bør have et større fokus på afstigmatisering, for hvis vi til hverdag kan tale sagligt om autisme, ADHD og psykiatrien, så vil sådan en artikel ikke kunne puste til ilden, og flere med diagnoser vil måske også have mod på at deltage i fællesskaber, som ikke er online eller special indrettet til dem. Men afstigmatisering starter med at vi har for øje, at det ikke kun er, hvad vi siger, men også hvordan vi siger det, der afgør, om vi løser tingene eller er med til at skabe problemet.