Foto: AVISEN

Folketingets partier er blevet indkaldt til forhandlinger om en ny arbejdsmiljøaftale. Forhandlingerne begynder i næste uge.

Tirsdag den 14. marts begynder de politiske forhandlinger om en ny arbejdsmiljøaftale i Beskæftigelsesministeriet.

Regeringen lægger op til en historisk høj bevilling til Arbejdstilsynet og indsatsen mod social dumping og arbejdslivskriminalitet. Derfor prioriterer regeringen i alt ca. 1,3 mia. kroner over perioden 2023-2026 til en ny arbejdsmiljøaftale.

En stærk indsats kræver samtidig stabilitet omkring de økonomiske rammer. Derfor prioriterer regeringen, at der fra 2027 og frem afsættes godt 200 mio. kroner varigt til indsatsen.

Beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen siger:

– Vi skal under ingen omstændigheder acceptere hverken usikre eller utrygge arbejdsvilkår for lønmodtagere i Danmark. Vi ser stadig store udfordringer i arbejdsmiljøet, og alt for mange kommer til skade af at passe deres arbejde. Det må og skal vi kunne gøre bedre.

– Det er i samarbejdet mellem ledelse og de ansatte, at det forebyggende arbejde skal folde sig ud og virke, så vi undgår nedslidning, sygdom og ulykker. Regeringen vil sikre, at Arbejdstilsynet har ressourcer til at understøtte virksomhederne i dette arbejde og de fornødne muskler til at være der, når reglerne ikke bliver overholdt.

– Et arbejdsmarked med ordnede forhold kommer os alle til gavn – både lønmodtagerne, arbejdsgiverne og samfundet som helhed. Social dumping og arbejdslivskriminalitet truer derimod fællesskabet og forhindrer fair konkurrence. Hvis vi skal den grove udnyttelse af arbejdstagere til livs, som vi desværre stadig ser for mange tilfælde af i Danmark, er vi nødt til at fastholde og styrke indsatsen. Det lægger vi op til at gøre med denne aftale.

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her