Region Syddanmarks udvidede undersøgelse af benamputerede patienter går i gang 22. maj 2023. Undersøgelsen ser på alle forløb 10 år tilbage, hvor patienter har fået foretaget amputation ved hofte, lår, knæ eller underben. Undersøgelsen skal give patienter vished om, hvorvidt de har modtaget den rette behandling.
- maj sætter Region Syddanmark gang i en udvidet undersøgelse af patientjournalerne for ca. 2.500 benamputerede patienter. Der er tale om patientforløb på regionens sygehuse, som har ført til amputation ved hofte, lår, knæ eller underben i perioden 15. juni 2013-31. december 2022. Amputationer, som var uundgåelige, f.eks. på grund af en ulykke, vil ikke blive undersøgt.
Undersøgelsen tager hensyn til, at patienter skal kunne nå at søge om erstatning hos Patienterstatningen, inden forældelsesfristen på 10 år udløber.
Regionen forventer, at undersøgelsen er færdig inden årets udgang.
Undersøgelse på baggrund af resultat fra 2022
Region Syddanmark satte i august 2022 gang i en journalgennemgang af patientforløb fra 2019 til 2022, hvor patienter havde fået foretaget amputation ved hofte, lår, knæ eller underben uden at være blevet tilset eller vurderet af en karkirurg inden for de seneste 12 måneder før amputationen.
På baggrund af sidste års resultater valgte regionen at sætte gang i en udvidet undersøgelse. Undersøgelsen fra 2022 fandt, at 11 patienter ud af 187 patientforløb skulle erstatningsvejledes. Derudover valgte regionen at erstatningsvejlede yderligere to patienter, som var blevet vurderet af en karkirurg, men hvor der ud fra de tilgængelige oplysninger er tvivl om, hvorvidt de burde være henvist til sygehuset tidligere, og om amputation derved kunne være undgået.
Koncerndirektør i Region Syddanmark Kurt Espersen siger:
-Vi undersøger nu alle patienter, der siden 15. juni 2013 er blevet amputeret ved hofte, lår, knæ eller underben på grund af dårligt kredsløb. Den udvidede undersøgelse skal give patienterne en sikkerhed for, at vi har undersøgt deres sag, så patienterne har vished for, at de har fået den rette behandling. I de tilfælde, hvor lægerne er usikre på, om der er givet den rette behandling, skal vi give patienterne vejledning og mulighed for at søge erstatning. Regionen tager sagen meget alvorligt og handler derefter, da det handler om tillid og tryghed for den enkelte patient.
Samarbejde med Region Sjælland
Region Syddanmark samarbejder med Region Sjælland om den udvidede undersøgelse, der går 10 år tilbage. Begge regioner vil benytte sig af lægefaglige eksperter fra andre regioner end deres egen til gennemgangen.
Kurt Espersen siger:
-Vi samarbejder tæt med Region Sjælland for at sikre en ensrettet journalgennemgang og størst mulig tryghed for de patienter og pårørende, der kan blive berørt af undersøgelsens resultater. Patientforløbene undersøges af 15 karkirurgiske og ortopædkirurgiske speciallæger fra andre regioner end Region Syddanmark for at sikre en uvildig gennemgang af patientjournalerne.
Patientjournaler fra 2013 gennemgås først
Den udvidede undersøgelse vil gennemgå patientforløb fra 15. juni 2013 og frem. Undersøgelsen starter med journalforløb fra 2013 og starter med at gennemgå alle de sager, hvor patienterne fortsat er i live. Derefter følger gennemgangen af afdøde patienter.
Regionen vil løbende tage kontakt til levende patienter via digital post, hvis undersøgelsen viser, at der kan være tvivl om, hvorvidt de har fået den rette behandling, og de derfor skal vejledes i at søge erstatning. Regionen vil, med hjælp fra skifteretten, kontakte pårørende til afdøde patienter.
Kurt Espersen siger:
-Vi er meget opmærksomme på, at der er en forældelsesfrist på 10 år for Patienterstatningen, som vi ikke kan ændre på. Patienter og pårørende, hvis forløb ligger tæt på forældelsesfristen, må gerne være ekstra opmærksomme på, om de modtager brev eller henvendelser fra regionen de kommende uger. Jeg vil også gerne opfordre patienter, der nærmer sig forældelsesfristen og føler sig usikre på, om de er blevet behandlet korrekt, til at kontakte Patienterstatningen. De behøver ikke at afvente regionens undersøgelse.
Patienterstatningen vil have adgang til patienternes sygehusjournal, patientjournalen hos egen læge samt eventuelle oplysninger fra hjemmepleje eller fra plejehjem. Patienterstatningen vil således have adgang til flere oplysninger om patienterne, end regionen har til rådighed i undersøgelsen.
Alle relevante patienter informeret
Region Syddanmark sendte i december 2022 brev ud til alle nulevende patienter, som har fået foretaget en amputation siden 2013. Brevet indeholdt klage- og erstatningsvejledning, resultatet af 2019-2022-journalgennemgangen og nyheden om den udvidede undersøgelse, regionen nu sætter i gang.
Alle patienter eller pårørende, som er bekymrede eller har en konkret mistanke om mangelfuld behandling på et af regionens sygehuse, kan altid kontakte Region Syddanmarks patientvejledere og få rådgivning og vejledning om deres rettigheder, herunder om hvordan de klager og søger erstatning. Patientkontoret kan kontaktes på tlf. 76 63 14 90 mandag-torsdag kl. 8.30-12.30 og fredag 9.00-12.30.
Patienter kan også altid søge om erstatning hos Patienterstatningen, hvis de mener, at de ikke har fået den rette behandling på et af regionens sygehuse via https://patienterstatningen.dk/
Regionen vil desuden ugentligt fra uge 23 rapportere, hvordan undersøgelsen skrider frem, og offentliggøre antallet af udpegede patienter, der modtager erstatningsvejledning. Rapporteringen bliver tilgængelig via regionens hjemmeside fra 5. juni 2023. Man kan også læse mere om selve undersøgelsen på regionens hjemmside.
Fakta
Region Syddanmark sætter gang i en udvidet undersøgelse af amputationsager. Regionen undersøger alle sager mellem 15. juni 2013 og 31. december 2022, hvor patienter har fået foretaget amputation ved hofte, lår, knæ eller underben. Der er tale om ca. 2.500 patienters journaler, og undersøgelsen dækker forløb, hvor patienten er blevet tilset af en karkirurg, og forløb, hvor det ikke har været tilfældet.
Forløbene gennemgås af 15 karkirurgiske og ortopædkirurgiske auditorer fra andre regioner end Region Syddanmark. Auditorerne starter med at gennemgå forløbene fra 2013, og alle forløb for de patienter, der er levende, gennemgås først.
Levende patienter, der skal erstatningsvejledes, vil modtage brev via digital post, så snart deres forløb er færdiggennemgået. Pårørende til patienter, der er afgået ved døden, vil blive kontaktet med hjælp fra skifteretten.
Alle erstatningssager sagsbehandles af Patienterstatningen. Ifølge opgørelser fra Patienterstatningen 15. maj. 2023 afventer 39 sager om amputationer fra Region Syddanmark behandling hos Patienterstatningen. Syv sager er blevet afvist. Én sag har fået tilkendt erstatning. De patientforløb, der blev udpeget til at modtage erstatningsvejledning sidste år, er ikke automatisk en del af Patienterstatningens sager, da det er op til den enkelte patient – eller de pårørende, hvis patienten er afdød – at søge om erstatning.
I Region Syddanmark bliver der hvert år gennemført ca. 300 benamputationer.