Imens moderkoncernen storbløder, så er det sorte tal, der tirsdag præsenteres for medlemmerne af Erritsø Brugsforening i Fredericia. Med stolthed i stemmen og en stor tilfredshed over årsresultatet, fortæller Brugsuddeler Kenneth Ørvad, at man lander et overskud på 2,330 milioner.

Det er store negative overskrifter, som coop har trukket de seneste måneder i den danske presse, og senest med ny hovedaktionær; OK, der med en stor kapitalindsprøjtning skal være med til rede andelskoncernen. Anderledes ser det ud i Fredericia, hvor den selvejede Erritsø Brugsforening lander et rekordregnskab.

– Vi har haft et rekordår på alle parametre, der er virkelig blevet leveret, og så tror jeg også på, at vores kunder kvitterer for vores nye setup. Det er det bedste resultat i historien, hvor vi ser en 14,5 procent fremgang i butiksomsætningen. Vi omstillede butikken i 2022, og det tog cirka seks måneder for kunderne at lære butikken at kende, men det er lykkedes nu, fortæller Kenneth Ørvad.

Flere afdelinger i fremgang

Det er ikke bare den rene butiksomsætning, der kan bryste sig af positive resultater, det kan slagter og delikatesse også.

– Vi ser ind i et regnskab, der viser fremgang i vores delikatesseforretning for andet år i streg, og for slagteren også et rekordår. Det er virkelig flot, og godt gået, fortæller en stolt uddeler, der glæder sig til generalforsamlingen i morgen.

– Vi byder velkommen i Erritsø Idrætscenter til generalforsamling i morgen kl.19.30, her vil vi præsentere årsregnskabet, men også gennemføre valg til bestyrelsen, og dernæst vil vi naturligvis som historien tilskriver, traditionen tro, byde på smørrebrød, forklarer Ørvad.

Hvad siger dine kolleger, bestyrelse og omgivelser til resultatet?

– De er glade for resultatet, fordi det er meget tilfredsstillende. Det viser også, at vi lykkedes med at have fokus på profilområder, og ellers have varer på hylderne. Det giver et overskud på 2 millioner 330.000 kroner før skat, og i et regnskabsår, hvor vi samtidig afskriver to millioner, det kan alle være tilfredse med, slutter Kenneth Ørvad.

I tider med modgang, så leverer Erritsø Brugsforening et stærkt regnskab.