Rod i økonomien er begrundelsen bag en forventet omstrukturering af ledelsen i Fredericia Kommune. Økonomi- og Erhvervsudvalget har i går holdt et ekstraordninært møde, men ingen af udvalgets medlemmer ønsker at udtale sig om situationen.
Topledelsen i Fredericia Kommune møder nu hård kritik fra de politisk ansvarlige i kommunalbestyrelsen. Flere byrådspolitikere er stærkt utilfredse med en længere række af økonomiske forhold. Det erfarer AVISEN. På nuværende tidspunkt ønsker ingen at udtale sig, men stemningen blandt et stort flertal i byrådet er præget af frustration og utilfredshed med administrationen.
Samlet set drejer det sig om et skred på budgetterne på godt 50 millioner kroner. Problemet blev blandt andet præsenteret på et udvalgsmøde i Børn- og Skoleudvalget i dag, hvor det fremgår af dagsordenen, at der er et merforbrug af serviceudgifter på 41,1 millioner kroner:
“Udvalget har i 2022 et merforbrug på serviceudgifter på 41,1 mio. kr., hvor 33,2 mio. kr. vedrører afdelingen Familie og Børn og 7,9 mio. kr. vedrører Dagtilbud, Skoler og Fritid”, skriver Fredericia Kommune i referatet fra mødet.
Merudgifterne tyder på, at der ikke er styr på økonomien i forvaltningen. Direktionen indstillede på mødet at man godkendte merudgifterne. Men ifølge kilder, så er økonomiproblemerne ikke er faldet i god jord hos et flertal af økonomiudvalgets medlemmer, der sidder med det overordnede ansvar for kommunens økonomi.
På spørgsmålet om hvorvidt, der kan forventes udskiftninger i ledelsen af Fredericia Kommune, svarede kommunaldirektør Camilla Nowak Kirkedal, at hun ikke hverken kunne be- eller afkræfte dette.
Indtil videre erfarer AVISEN, at den nyligt ansatte direktør for Børn, Unge og Kulturområdet, Michael Maaløø, har fået besked om at samarbejdet ophører. Kilder på rådhuset bekræfter, at der er en tung stemning, men heller ikke her ønsker nogle at blive citeret.
Det har været et gennemgående tema for flere politikere i løbet af de senere år, at man skal have retvisende budgetter. Med den nye udvikling er man således langt fra dette mål.
Fredericia Kommune har siden 2020 befundet sig i en situation, hvor der er blevet udskiftet markant i topledelsen. Den aktuelle udvikling tyder på, at man nu er tvunget til at erkende, at der mangler styring, hvis man ønsker at nå til målet om at få retvisende budgetter i kommunen.